Markedskommentar: Draghi kæmper stadig med træge priser

Den flade prisudvikling i Europa er den helt store hovedpine for Mario Draghi, præsidenten for Den europæiske centralbank (ECB). På dagens møde i centralbanken forventes han igen at måtte skrue ned for forventningerne til inflationen i eurozonen.

Derfor kan det blive nødvendigt at pumpe endnu flere penge ud i den europæiske økonomi. Det fortæller seniorstrateg i PFA Pension Rasmus Pilegaard.

”Det bliver en Draghi, der kommer til at signalere, at den lempelige pengepolitik i Europa fortsætter så længe det er nødvendigt. Han må sandsynligvis skrue ned for ECB’s inflationsforventninger på mødet i morgen, og derfor vil han nok signalere, at ECB er villig til at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at få inflationen tilbage på målet lige under 2 pct. om året,” siger Rasmus Pilegaard.

Netop det at hæve inflationen har vist sig som en svær nød at knække for Mario Draghi. I hele den vestlige verden er inflationen lavere end centralbankernes mål for prisstabilitet.

”De kæmper med, at den globale inflation er lav. Det skyldes bl.a., at olieprisen er faldet igen og ligger 50 pct. lavere end for et år siden. Det medfører et ret kraftigt nedadrettet pres på forbrugerpriserne. Og så har lønvæksten i eurozonen også skuffet lidt i forhold til, hvad man havde ventet,” siger Rasmus Pilegaard.

Seniorstrategen forventer dog ikke, at der direkte vil blive annonceret nye tiltag på mødet i morgen, da ECB allerede har fuld gang i et stort opkøbsprogram, hvor centralbanken pumper samlet 8500 mia. kr. ud i markedet ved at opkøbe obligationer.

”Men Draghi vil sikkert understrege, at de vil fortsætte opkøbsprogrammet frem til mindst september 2016 med streg under mindst. Dermed åbner han en dør op for, at det er noget, der kommer til at fortsætte endnu længere og dermed blive endnu større,” siger han.

Netop den besked vil være en godbid til et aktiemarked, der den seneste tid har oplevet flere op og nedture. Mere lempelig pengepolitik betyder nemlig, at det fortsat vil være billigt at låne penge og drive virksomhed i Europa.

”Et signal om en fortsat lempelig pengepolitik er godt for aktiemarkederne, så det vil nok give en mindre positiv reaktion på de europæiske aktiemarkeder. På rentemarkederne skal der lidt mere til, fordi renterne allerede er så lave, som de er,” siger Rasmus Pilegaard.