PFA får ny driftsdirektør

Området Kunde- & Pensionsservice i PFA får ny direktør. Det er den 46-årige Nina Groth, der kommer fra en stilling som Head of Retail Operations i Nordea.

I PFA skal hun stå i spidsen for at tilpasse administration og drift - herunder pensionsudbetalinger, aftaler og udviklingsarbejde - til den øgede digitalisering samt kundernes krav om effektive pensionsløsninger. En af hovedopgaverne bliver at automatisere flere processer for at skabe bedre og billigere pensionsprodukter som et led i PFA’s 2020-strategi. Koncerndirektør og COO i PFA Jon Johnsen ser frem til samarbejdet med den nye direktør.

”Med Nina Groth får PFA en erfaren direktør, der i en lang årrække har haft hænderne nede i maskinrummet i den finansielle sektor. Hun har et stort kendskab til operations og erhvervs- og privatkunder, og ikke mindst har hun i Nordea stået i spidsen for et stort arbejde med optimering og automatisering af processer. I PFA står vi stærkt på dette område, men jeg glæder mig til, at Nina Groth skal tage os endnu et skridt på vejen mod endnu mere agile og fremtidsorienterede systemer til gavn for vores kunder,” siger Jon Johnsen. 

Nina Groth glæder sig også til at tiltræde i rollen som direktør for Kunde- & Pensionsservice. Med ca. 300 medarbejdere under sig bliver hun en vigtig brik i den praktiske implementering af PFA’s 2020-strategi, der bl.a. har fokus på en bedre kundeoplevelse, digital transformation og smartere processer.

”Det bliver meget spændende at være med til at folde PFA’s 2020-strategi ud til gavn for kunderne. Jeg er overbevist om, at pension og finansiering af årene efter arbejdslivet vil blive af stadig større betydning for alle og dermed også for PFA’s mere end 1 million kunder. Med min erfaring inden for compliance, operations samt finansielle produkter er jeg klædt på til at give PFA’s kunder endnu mere effektive pensionsløsninger. Og som det største pensionsselskab har PFA en særlig position og styrke, som jeg glæder mig til at blive en del af,” siger Nina Groth.

PFA’s nye direktør er uddannet cand.polit. Hun har været i Nordea i 19 år, heraf 15 år med lederroller inden for operations, kundeleverancer, optimering og automatisering. Nina Groth har endvidere i flere sammenhænge arbejdet med og haft ansvar for håndtering af compliance. Nina Groth tiltræder den 2. januar 2017.

For mere information: Kontakt journalist Martin Olsen på tlf. 30 53 17 67