Covid-19

Sådan håndterer PFA Corona og markedsuroen

Sådan håndterer PFA Corona og markedsuroen

I PFA tager vi konsekvenserne og effekterne af Corona-virussen meget alvorligt, hvor vi følger de til enhver tid gældende anbefalinger og retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen og øvrige danske myndigheder.

Samtidig har det vores højeste prioritet at videreføre en stabil drift og yde den bedst mulige service til vores kunder i en ekstraordinær tid, hvor mange medarbejdere skal arbejde hjemmefra og gøre tingene anderledes, end de plejer.

Derfor kan det heller ikke udelukkes, at der kan være kunder, der vil opleve længere svartider end normalt. Det vil tilmed være medvirkende til, at eksempelvis rådgivningsmøder mv. sandsynligvis må rykkes eller afholdes på en anden måde.

Vi beklager de gener, det evt. må give, men vi gør alt, hvad vi kan for, at vores kunder mærker så lidt til denne situation i vores rådgivning som muligt.

Pres på sundhedsvæsenet kan give længere ventetider på behandling gennem dine forsikringer

Sundhedsvæsenet er blevet bedt om at prioritere patienter i kritisk tilstand samt at tilse og behandle personer, der er syge som følge af coronavirus. Det vil i den kommende tid kunne få betydning for, hvor hurtigt du kan komme til en privat speciallæge eller anden behandler via dine forsikringer i PFA.

Behandlere indenfor fysioterapi, kiropraktik, zoneterapi mv. har af Sundhedsstyrelsen fået besked om kun at udføre kritisk behandling af kunder de næste 14 dage, så her vil vores kunder i udgangspunkt ikke have adgang til behandling, med mindre det er kritisk.

Psykologer kan i videst muligt omgang gennemføre behandling via telefon og video, så her er kapaciteten ikke i samme omfang begrænset af fysisk fremmøde.

Får du brug for din forsikring, eller er vi allerede i gang med at behandle en sag for dig, kan det være, at du bliver bedt om at indsende dine helbredsoplysninger selv. Hvis de oplysninger, du indsender, ikke er tilstrækkelige, vil det kunne betyde en forlænget sagsbehandlingstid.

Vi hjælper fortsat vores kunder på telefonen og digitalt med hjælp og rådgivning, men er naturligt begrænsede af situationen hos privathospitaler og andre behandlere. Har du spørgsmål til dine forsikringer i PFA kan du kontakte vores sundhedscenter på 70 24 50 01.

Hvordan påvirker markedsuroen pensionsopsparingen?

Som aktiv forvalter gør vi alt, hvad vi kan for at beskytte kundernes opsparinger i en tid med udfordrende finansmarkeder. Og helt generelt står PFA stærkt finansielt og kan absorbere de stød, som kommer lige nu, hvor markedsuroen er så stor. 

Den nuværende situation påvirker dog også uundgåeligt afkastet i PFA, og ikke mindst kunder i PFA Plus, som umiddelbart kan se effekterne af markedsuroen på deres opsparing i form af negative afkast.

I en længere periode har vi i PFA været bevidste om, at der kunne være en større korrektion under opsejling efter en lang optur på finansmarkederne, omend omfanget og hastigheden af det vi ser lige nu ikke kunne forudsiges. Det har vi forsøgt at positionere os til, hvilket har afbødet nogle af de større fald vi eksempelvis har set på aktiemarkederne.

Det betyder bl.a., at vi for noget tid siden afdækkede en del af risikoen mod kursfald, og generelt har PFA en større andel af mere defensive aktier, der i dette forløb ikke er blevet ramt helt så hårdt som andre aktier. Samtidig kommer vores forholdsvis høje andel af unoterede investeringer i form af ejendomme og alternativer PFA’s kunder til gode, når særligt aktiemarkederne falder, som de gør lige nu.

Vi anbefaler generelt, at kunder i markedsrente holder fast i deres investeringsstrategi, hvor der i PFA Plus tages hensyn til, hvornår man som kunde forventes at gå på pension. Der vil uundgåeligt komme større udsving ind imellem, og derfor er det vigtigt, at man som kunde ser sin pensionsopsparing i et længere perspektiv, selvom det aldrig er behageligt i perioder med negative afkast.

For kunder med opsparing i gennemsnitsrente mærkes markedsuroen ikke på samme måde, for her har vi afdækket porteføljen over for rentefald, og derudover indeholder porteføljen stort set ingen noterede aktier.

Hvis du er bekymret for din pensionsopsparing eller er i tvivl, om du har den rigtige risikoprofil så kontakt din pensionsrådgiver eller PFA’s Rådgivningscenter på 70 24 50 00. Eller brug investeringsguiden på Mit PFA.

Q&A vedrørende konsekvenser af coronavirus


Hvad gør PFA konkret?

Som stor og aktiv institutionel investor har PFA mange knapper at dreje på, så vi kan udnytte mulighederne, der opstår i perioder med både stigende og faldende markeder. For noget tid siden afdækkede vi derfor en del af vores risiko mod kursfald. Det betyder, at vi har plads til at samle lidt op i aktiemarkedet, selv når det rasler ned, for at sikre, at vi ligger med den rette risiko i vores investeringer.

Hvad skal jeg gøre – ændre min risikoprofil? Hvorfor/hvorfor ikke?

Vi anbefaler, at du holder fast i din investeringsstrategi og undgår at gå i panik. Din pension er som udgangspunkt tilpasset din risikoprofil og tager således blandt andet højde for, hvor lang eller kort en investeringshorisont, du har.

Har du opsparing i markedsrente (PFA Plus), og sover du dårligt om natten på grund af aktiekursfaldene, bør du tage en snak med din rådgiver, ringe til rådgivningscenteret eller bruge investeringsguiden, for så har du sandsynligvis den forkerte risikoprofil. Det gælder særligt, hvis du er urolig og kun har få år til, du går på pension, eller hvis du er gået på pension.

Du skal dog være bevidst om, at det er meget svært at time en bund eller top i markedet. Finanspolitiske og pengepolitiske tiltag kan med ét vende stemningen på finansmarkederne. Når det sker, risikerer du at have taget en stor del af nedturen og ikke få din andel af opturen, når kurserne stiger, hvis du skifter til en investeringsprofil med en lavere risiko.

Hvordan dækker forsikringerne ved sygdom eller dødsfald pga. coronavirus?

Coronavirussen har ingen betydning ved vurdering af, om der kan ske udbetaling fra PFA Erhvervsevne eller PFA Liv. Det er de helt almindelige forsikringsbetingelser, som er gældende. PFA Helbredssikring dækker ikke behandling af sygdomme, der er opstået på baggrund af epidemier. Test for coronavirus er heller ikke omfattet af PFA Helbredssikring.

Hvis der er tale om dækninger i Plus Privat eller på frivillige vilkår fx Lederpension, og dækningen har været i kraft i mindre end 1 år, kan der være begrænsninger ved rejser til områder uden for Danmark, hvor coronavirus er klassificeret som en epidemi. Du kan se, om dette gælder for dig i dine forsikringsvilkår, som du finder på mitpfa.dk.


Arbejder du hjemme?

Mange danskere arbejder hjemmefra i denne tid som følge af Corona-virussen og nedlukningen af store dele af Danmark. Men hvordan tilrettelægger man hjemmearbejdsdagen bedst muligt, så den bliver til gavn for alle parter? Læs de gode råd fra Rikke Bay Haaber, chef for Strategisk Sundhed i PFA.

hjemmearbejdsplads

Hør mere om markedsudviklingen



19. mar 2020

PFA's forbrugerøkonom Carsten Holdum og chefstrateg Tine Choi Danielsen forklarer i dette webinar om de økonomiske konsekvenser af Coronavirussen, hvad du som pensionsopsparer skal være opmærksom på og svarer på spørgsmål fra deltagerne.


17. mar 2020

Bliv klogere i videoen ovenfor, hvor CEO for PFA’s investeringsafdeling, Christian Lindstrøm Lage sætter ord på markedsudviklingen.