Myte #1: Stress kræver fred og ro

En brækket arm skal have fred og ro for at blive god igen. Og sådan er det vel også, når vi mentalt går i stykker? Mange tror, at stress skal kureres på lige fod med fysiske skader, men det er en myte, vi skal gøre op med for at afhjælpe lidelsen.
 
 ”Der kan selvfølgelig være behov for en periode med ro, indtil de akutte stress-symptomer har lagt sig. Men problemet er, at vi ofte forlænger perioden unødvendigt, og så ender det med, at vi mentalt lukker ned i stedet for at lade op. For en alt for lang periode med inaktivitet risikerer at forringe både vores arbejdsevne og selvværd,” fortæller psykiater Lars Aakerlund fra PPclinic.                      

Han anbefaler derimod, at vi som arbejdsgivere og medarbejdere skal være lidt mere utålmodige og hurtigere til at hjælpe hinanden med at lægge en plan for, hvordan vi kommer videre.

”Der kan være mange årsager til stress, men handler det primært om den arbejdsbetingede stress, er det vigtigt, at man som arbejdsgiver ikke bare krydser sine fingre og håber på, at systemet i form af fx læge, fagforening og kommune finder en løsning. I stedet skal man tage hånd om sine medarbejdere, vise at man sætter pris på dem og hjælpe dem med at lægge en handlingsplan. Det kan fx ske sammen en psykolog eller anden uvildig ekspert, som kan hjælpe med at identificere årsager og komme med anbefalinger til rammerne for en tilbagevenden,” lyder det fra Lars Aakerlund.