PFA bygger fire nye kollegier til over 1.000 studerende

I forbindelse med 100 års jubilæet vil PFA opføre fire nye kollegier i Odense, Aalborg, Aarhus og København over de kommende år for mere end en milliard kroner. Navnet bliver ’PFA Kollegiet’, og kollegierne skal skabe optimale rammer for læring, fællesskab og bæredygtighed for mere end 1000 studerende. Første kollegie vil stå færdigbygget i 2020.

”Vi har i PFA haft stor fordel af den udvikling, som Danmark har gennemgået de sidste 100 år med baggrund i et højt uddannelsesniveau, og derfor giver vi gerne et bidrag til, at den udvikling kan fortsætte. Med PFA-Kollegierne ønsker vi at skabe moderne og attraktive studieboliger, der imødekommer den boligmangel, som mange studerende oplever. Projektet er drevet af en ambition om at skabe optimale rammer for både læring, fællesskab og bæredygtighed. Samtidig får vi mulighed for at give vores kunder et nyt, unikt tilbud, som binder generationerne sammen,” siger Allan Polack, Group CEO i PFA.

De fire kollegier vil efter planen senest stå færdige i 2022. Odense bliver den første by med et nyt kollegie, der forventes at stå indflytningsklart i begyndelsen af 2020.

Fokus på fællesskab, stærkt studiemiljø og bæredygtighed

Det er arkitektfirmaet Arkitema Architects, der i samarbejde med PFA har udviklet konceptet for de kommende PFA-kollegier. Partner Dorthe Keis ser kollegierne som enestående i forhold til at skabe dynamiske og attraktive studieboliger med udgangspunktet i moderne og socialt bæredygtige fællesskaber.

Ambitionen er, at kollegierne skal opnå en DGNB-certificering, der stiller krav til byggeri og indretning i forhold til bæredygtighed. PFA Kollegiet Odense, vil dermed blive et af de første kollegier i Danmark med en DGNB-certificering.

Hør mere og se en model af kolligerne

Fakta

  • Samlet PFA-investering: Over 1 mia. kroner
  • Samlet antal værelser i de fire kollegier: Over 1.000
  • Samlet boligareal for de fire kollegier: Mere end 40.000 m2
  • Placeringer: København, Odense, Aarhus og Aalborg
  • Indflytningstidspunkt: Sker løbende over de næste tre til fem år. PFA Kollegiet i Odense forventes at stå færdigt i starten af 2020, mens kollegierne i Aarhus, Aalborg og København forventes at stå klar senest 2022
  • Opskrivning: Forventes at begynde senest seks måneder før kollegierne står klar
  • Beboere: Studerende på SU-berettigede, videregående uddannelser. PFA’s 1,2 mio. pensionskunder vil med fortrinsret kunne opskrive deres børn og børnebørn til et værelse
  • Arkitekt: Arkitema Architects har i samarbejde med PFA udviklet konceptet for PFA-kollegierne og tegnet PFA Kollegiet Odense
  • Entreprenør: Casa A/S skal bygge PFA Kollegiet Odense
  • PFA’s koncept for de fire kollegier:
    • Mangfoldigt fællesskab: Kollegiernes indretning har fællesskab i fokus både forskellige grader af fællesskaber blandt beboerne og fællesskaber med lokalsamfundet.
    • Stærkt læringsmiljø: Kollegiernes indretning skal give de studerende et læringsmiljø, hvor der er plads til inspiration, fordybelse og samarbejde.
    • Bæredygtigt byggeri: Miljø, energieffektivitet og ressourcebevidsthed er centralt for alle kollegiebyggerierne.