Få styr på pensionen på årsopgørelsen

I disse dage går mange rundt og er spændte på, om der ligger en økonomisk overraskelse og venter på dem, når årsopgørelsen er klar på SKATs hjemmeside den 12. marts.

Er din årsopgørelse ikke som forventet, kan du her se svarene på de spørgsmål, vi typisk får om pensionsindbetalingerne.

Min indtægt er forhøjet på min årsopgørelse, fordi jeg har indbetalt for meget til pension. Hvordan kan det være?


I 2017 kunne du få fradrag for maksimalt 53.500 kr. til ratepension. Det beløb kan du have overskredet, hvis du fx har betalt til ratepensioner i flere selskaber. Alt, hvad du har indbetalt over de 53.500 kr. er lagt på din indkomst på din årsopgørelse, så de indgår i skatteregnskabet. Du har i mange tilfælde mulighed for at få det overskydende beløb ændret til indbetaling til livspension.

Jeg har indbetalt til en privat ratepension i andet selskab og til en firmabetalt ratepension i PFA. Samlet har jeg indbetalt mere end 53.500 kr. for 2017. Hvorfor kan I ikke rette indbetalingerne i PFA?

I lovgivningen er firmaindbetalte penge prioriteret over private indbetalinger, og vi har derfor ikke mulighed for at ændre indbetalingerne til PFA for 2017. Har du indbetalt til en privat ratepension, skal du kontakte det selskab, hvor du har denne ordning.

PFA har indberettet til rubrik 347. Beløbet er blevet tillagt min indtægt. Hvorfor det?

Nogle af din arbejdsgivers indbetalinger til forsikringer og pension kan du ikke få fradrag for. Det kan fx være forsikringen Kritisk sygdom, Livsforsikring eller Aldersopsparing.
PFA indberetter til SKAT, hvis din arbejdsgiver har fratrukket indbetalingerne i din lønindkomst før kildeskat og har bedt PFA om at indberette. Du ser beløbet under rubrik 347.

Jeg har ikke fået fradrag for indbetalinger til min aldersopsparing?

Indbetalinger til en aldersopsparing får du ikke fradrag for. Når du skal have aldersopsparingen udbetalt, er den til gengæld skattefri.