Lave omkostninger giver mere til dig

Ifølge nøgletal fra Finanstilsynet har PFA i dag de klart laveste omkostninger blandt de kommercielle pensionsselskaber. Det fortæller koncerndirektør og COO i PFA, Jon Johnsen. Læs interviewet, og bliv klogere på, hvordan PFA arbejder med at holde omkostningerne nede, så der er mere tilbage til dig.

For nylig viste nøgletal fra Finanstilsynet, at PFA er det kommercielle pensionsselskab, der har de laveste omkostninger pr. police om året – og der er langt ned til nummer to. Omkostningen pr. police ligger i gennemsnit på 723 kroner, og det er hele 470 kroner billigere end hos vores nærmeste konkurrent. Koncerndirektør og COO Jon Johnsen svarer her på, hvordan PFA har lagt sig i spidsen.

Hvad betyder det for kunderne, at PFA har de laveste omkostninger blandt de kommercielle selskaber?

Jamen det er meget simpelt: Vi er kundeejede og har ingen aktionærer, der skal blive rige af at eje os - så når vi kan være effektive, går langt størstedelen af det større overskud tilbage til kunderne selv. Det er blandt andet derfor, at vi siger ”PFA - Mere til dig”.

Hvorfor har PFA de laveste omkostninger?

Det er der to årsager til: Skala og digitalisering. Jo mere digitalisering vi har, jo mindre koster det at få nye kunder ind. Siden 2009 har vi digitaliseret en lang række processer, og det har betydet, at vi i dag har færre medarbejdere i ekspederende teams i forhold til i 2009 – men i samme periode er antallet af kunder fordoblet. Det gør det alt andet lige billigere at være kunde i PFA.

Kan PFA blive ved med at holde sin førerposition?

Vi kan selvfølgelig aldrig vide, hvilke tiltag vores konkurrenter har gang i for at blive billigere. Men vi bliver i hvert fald ved med at gøre, hvad vi kan for at minimere vores omkostninger. Jeg regner med, at vi kan komme ned på omkring 500 kroner om året pr. police – måske endnu mindre inden for fire-fem år, fordi vi får digitaliseret en lang række processer og fortsætter med at vokse.

Hvad betyder digitaliseringen for kunderne – udover de lavere omkostninger?

Vi kan løbende tilbyde kunderne flere og flere selvbetjeningsløsninger, så de ikke skal vente på, at vores telefoner åbner. Fx har vi netop lanceret en løsning på Mit PFA, hvor kunderne kan anmelde en skade indenfor kritisk sygdom eller tab af erhvervsevne. Det betyder, at sagen hurtigere bliver oprettet i vores systemer og kan ekspederes, og dermed kan kunden hurtigere få sin udbetaling. I sådan en situation vil man dog stadig få et menneske i røret, når sagen skal behandles – for der er situationer, hvor vi altid vil holde fast i den menneskelige kontakt.

Hvis PFA har så lave omkostninger, er PFA så lig med discount?

Nej, de lave priser er ikke ensbetydende med dårlig kvalitet. Vores afkast er i top, og det samme er tilfredsheden med vores rådgivnings- og serviceløsninger. Vores ambition er at være de bedste, så derfor arbejder vi vedvarende på at skabe de bedste produkter til de laveste priser.