Begunstigelse

Er de rette sikret, hvis der sker dig noget?

PFA udbetaler som udgangspunkt din livsforsikring (PFA Liv) til dine ”nærmeste pårørende”, hvis du dør før pensionsalderen. Dine ”nærmeste pårørende” får også som udgangspunkt udbetalt din opsparing, hvis du ikke har fået den udbetalt, inden din død. Hvis du har en livspension, gælder dette kun i det omfang, en eventuel depotsikring på livspensionen giver mulighed for dette.

”Nærmeste pårørende” er i prioriteret rækkefølge defineret således, hvis din pensionsordning er oprettet efter 1. januar 2008.

  1. Ægtefælle/registeret partner
  2. Samlever, hvis
    a.  I har boet sammen i mindst to år
    b.  bor sammen og har, har haft eller venter barn sammen
  3. Livsarvinger dvs. børn/børnebørn
  4. Arvinger ifølge testamente
  5. Arvinger ifølge arveloven (forældre, bedsteforældre osv.).

Hvis din pensionsordning er oprettet før 2008 er punkt 2 om samlever ikke medtaget i definitionen af ”Nærmeste pårørende”. Du kan læse mere om dette nedenfor i punktet ”Er du samlevende?”.  

Hvis der ikke er nogen arvinger, bliver pengene udbetalt til boet. Hvis du ønsker, at pengene skal blive udbetalt til andre end ”nærmeste pårørende”, skal du udfylde en begunstigelseserklæring.

Udfyld erklæringen, og send den til os elektronisk.

Er du samlevende eller single?

Du skal være ekstra opmærksom på, hvem der eventuelt skal have udbetalt pengene, hvis:

  1. du har indsat en begunstiget i din pensionsordning i PFA Traditionel
  2. du er samlevende
  3. du er single.
Har du indsat en særlig begunstiget?

Hvis du har oprettet en særlig begunstigelse på din pensionsordning i PFA Traditionel, skal du være opmærksom på, at denne ikke omfatter de forsikringer, som bliver overført til PFA Plus den 1. januar 2016. Du skal derfor udfylde en ny begunstigelseserklæring, hvis du ønsker, at din begunstigelse skal omfatte basisdækningen på din livsforsikring.

Hvis du efterfølgende vælger at oprette en frivillig dækning på din livsforsikring i PFA Plus, vil denne også være omfattet af den nye begunstigelse. Opretter du den frivillige dækning i PFA Traditionel, vil den være omfattet af den eksisterende begunstigelse.

Er du samlevende?

Hvis du er samlevende, skal du være ekstra opmærksom, hvis du har en pensionsordning i PFA Traditionel, som er oprettet før den 1. januar 2008. Din opsparing og eventuel frivillig dækning på din livsforsikring i PFA Traditionel er nemlig omfattet af den gamle regler om, hvem der er "nærmeste pårørende, hvor din samlever ikke bliver opfattet som ”nærmeste pårørende”. Du skal derfor udfylde en begunstigelseserklæring, hvis din opsparing og eventuel frivillig dækning på livsforsikring i PFA Traditionel skal udbetales til din samlever.

Har du tidligere oprettet en begunstigelse i PFA Traditionel?

Hvis du i dag har din pensionsordning i PFA Plus skal du være opmærksom på, at eventuelle begunstigelser, som du har oprettet i PFA Traditionel, ikke automatisk bliver overført til din ordning i PFA Plus. Du skal derfor udfylde en ny begunstigelseserklæring, hvis begunstigelsen skal omfatte din ordning i PFA Plus.

Hvis du er i tvivl om, hvem du har indsat som begunstiget, så er du velkommen til at ringe til PFA Rådgivningscenter på 70 80 82 42.