PFA's afkastrekord nåede nye højder i årets første ni måneder

PFA-koncernen opnåede et investeringsafkast på 34,7 mia. kr. for perioden 1/1 – 30/9 2014. Det er det højeste afkast, PFA på vegne af pensionsselskabets kunder nogensinde har opnået.

"Resultatet er det bedste nogensinde i PFA’s historie, og vi er derfor ganske tilfredse. Vi har gennem en længere periode fremvist investeringsafkast, der er helt i top og dermed bidrager til at udbygge PFA’s position som markedsleder inden for liv- og pensionsmarkedet,” siger koncernchef Henrik Heideby. Han fremhæver endvidere, at størstedelen af de store værdier, der er skabt, går videre til kunderne.

"PFA’s kunder er begunstiget af, at PFA har en særlig ejerstruktur, hvor aktionærerne tilsammen blot skal have 50.000 kr. hvert år i udbytte. Vi har som det eneste selskab i finanssektoren fået bygget en kapitalstruktur, som betyder, at kunderne helt kontant og år efter år får del i overskuddet via PFA’s særlige KundeKapital. Cirka 97 pct. af PFA’s indtægter går tilbage til kunderne. Det er ganske unikt," siger Henrik Heideby.

Investeringsafkastet til og med tredje kvartal er samtidig en forbedring i forhold til samme periode sidste år på næsten 38 mia. kr. I 2013 lød resultatet for de første tre kvartaler på et negativt afkast på 3,0 mia. kr. Hele året 2013 endte dog i et plus. Det var dermed 12. år i træk, at PFA’s kunder kunne glæde sig over et positivt afkast.

Kunderne i PFA Plus har opnået afkast på mellem 7,6 pct. og 9,7 pct. i de første ni måneder af 2014.

For de første tre kvartaler i 2014 blev resultatet før skat på 991 mio. kr. mod 125 mio. kr. i samme periode i 2013. Efter skat og minoritetsinteresser fik PFA et resultat på 797 mio. kr. mod 76 mio. kr. i 2013.

De forsikringsmæssige driftsomkostninger faldt fra 631 mio. kr. i 2013 til 616 mio. kr. i 2014, svarende til et fald på 15 mio. kr.

PFA’s basiskapital er pr. 30. september 2014 øget til 28,1 mia. kr., ligeledes det største tal nogensinde.

Den daglige aktivitet målt ved løbende indbetalinger er vokset med 5 pct. til 12,5 mia. kr. mod 11,9 mia. kr. i 2013.

Derimod er indskud og overførsler fra andre selskaber faldet fra 7,5 mia. kr. til 5,6 mia. kr. Det skyldes manglende mobilitet i markedet, fordi en række pensionsselskaber fortsat ikke tilbyder kunderne overførselstillæg ved overgang fra gennemsnitsrente til markedsrente i lighed med det PFA har givet måned for måned siden 2009.

"Det er uheldigt, at pensionsmarkedet går i stå og konkurrencen i realiteten er truet. Derfor finder PFA det uhyre vigtigt, at der genskabes effektivitet i markedet, så både kunder og samfund kan drage fordel af det. Samtidig bør pensionssektoren arbejde konstruktivt for en løsning, fordi der er indgået en aftale med regeringen om, at pensionsselskaberne skal tilskynde til, at flere kunder kommer over i et markedsrenteprodukt," siger Henrik Heideby

Yderligere kommentarer til kvartalsmeddelelsen kan fås ved henvendelse til koncernchef og CEO Henrik Heideby på tlf. 39 17 50 01.