Markedskommentar: Faldende renter giver nye muligheder for danske boligejere

Obligationsrenterne i Europa fik endnu et spark nedad i går, og det giver særdeles lave renter til de danske boligejere på helt ned til 0,1 procent på et F1-lån og 0,65 procent på et F5-lån. Og der er ikke udsigt til stigninger i renten foreløbigt.

Det forklarer direktør i PFA Kapitalforvaltning Poul Kobberup, der varetager PFA Pensions obligationsinvesteringer. 

”Grundlæggende ser vi, at der er en stor efterspørgsel fra finansielle institutioner efter obligationer og andre sikre investeringer. Det giver faldene renter. Den Europæiske Centralbank (ECB) udlåner til negative renter, så de institutionelle investorer kan billigt låne penge til at købe obligationer, og det sænker i sidste ende renten for boligejeren,” siger Poul Kobberup.

De lave renter giver nye muligheder for de danske boligejere.

”Hvis man tager et langfristet lån på for eksempel 30 år, kan man låse sin husleje fast med en kuponrente på 2,5 procent i hele perioden. Der er mange, der mener, at det er en fantastisk mulighed, og jeg vurderer, at der vil være billige lånevilkår i en rum tid,” siger direktøren.  

Generelt er de europæiske renter faldet med 0,2 procent den seneste periode. ECB begyndte at sænke renterne for to uger siden og meddelte samtidig, at den ville starte et opkøbsprogram af obligationer. Det har sat skub i markedet.

”Jeg vurderer, at ECB vil fortsætte med at føre en lempelig pengepolitik, der understøtter de lave danske og europæiske renter. Det vil de gøre, så længe den europæiske vækst og den samlede økonomiske udvikling i Europa er så begrænset, som den er lige nu,” siger Poul Kobberup.

Poul Kobberup konstaterer dog, at mange banker og realkreditinstitutter allerede har udnyttet muligheden for at hæve gebyrer og bidragssatser i anledning af de lave renter, så ikke hele gevinsten går til boligejerne.