Markedskommentar: investorerne flokkes om atypiske Alibaba

Den kinesiske it-gigant Alibaba tiltrækker sig enorm opmærksomhed op til selskabets børsnotering, der tegner til at blive verdenshistoriens største. Og Alibaba er en helt anderledes type virksomhed, end man er vant til at se på de vestlige aktiemarkeder.

Sådan lyder det fra direktør i PFA Kapitalforvaltning Jesper Langmack, der i mandags deltog i et eksklusivt arrangement med Alibabas stifter og direktør, Jack Ma, i Hong Kong.

”Ifølge Jack Ma selv kigger han slet ikke på konkurrenterne. Han kigger kun fremad og mod mere vækst. Det hele handler om selskabets kunder, og der bliver ikke brugt meget krudt på investorerne. Som investor bliver man så nødt til at stole på, at det i sidste ende vil skabe værdi for aktionærerne,” siger Jesper Langmack.

Handelen med aktierne i Alibaba starter fredag på børsen i New York. Med en forventet pris på mellem 66 og 68 dollar per aktie har selskabet kurs mod et aktiesalg på op til 21,8 mia. dollar. Og sulten fra investorerne er stor.

”Man kunne tydeligt mærke interessen ved mandagens arrangement. Jeg talte med en del lokale investorer, og mange har lagt ordrer ind fra starten bare i håb om at få et eller andet tildelt, og aktien er allerede overtegnet betragteligt,” siger Jesper Langmack.

Derfor forudser han, at Alibaba-aktien vil stige i de første dage på aktiemarkedet, og at det derfor er en attraktiv kortsigtet investering. Men om det også er tilfældet på længere sigt, er Jesper Langmack ikke sikker på endnu.

”Et kinesisk selskab er anderledes end f.eks. et amerikansk, og det kan få investorerne til at holde sig tilbage. Man bliver nødt til at kunne stole på, at ledelsen vil agere i investorernes interesse, og det gav Jack Ma ikke nogle klare svar på i mandags,” siger Jesper Langmack.