PFA forbedrer halvårsafkastet med 29,6 mia

Danmarks største kommercielle pensionsselskab PFA forbedrede i første halvår 2014 afkastet med 29,6 mia. kr. i forhold til samme periode sidste år. Afkastet er det største PFA nogensinde har skaffet hjem til kunderne på et halvår. Det fremgår af pensionsselskabets netop offentliggjorte halvårsregnskab.

”Det er klart, at for et selskab som vores, der er til for kunderne, er det en fornøjelse at kunne fortælle, at afkastet til kunderne aldrig har været større,” siger CEO og koncernchef i PFA, Henrik Heideby.

Investeringsafkastet i 1. halvår udgjorde 24,7 mia. kr. mod -4,9 mia. kr. i første halvår 2013. Det høje afkast i år er nået ved, at PFA på en række fronter har set rigtigt i forhold til markederne.
PFA’s aktieafkast var på ca. 9,5 % i 1. halvår. Aktieafkastet blev trukket op af PFA’s fokus på danske aktier, som steg over 20 % i årets første seks måneder. Samtidig har PFA’s alternative investeringer givet et tocifret afkast i 1. halvår. PFA investerer i stigende grad i virksomheder, der ikke er noteret på fondsbørsen. Også PFA’s ejendomsinvesteringer har haft et fint første halvår med et afkast i niveauet 4,3 %.

Obligationsbeholdningen har ligeledes sikret et godt afkast på cirka 5 %. Det er især trukket op af de udenlandske obligationer, hvor porteføljen har en samlet værdi på godt 100 mia. kr. De udenlandske obligationer er primært trukket op af eksponeringen til emerging markets samt af god performance i de underliggende porteføljer, som har leveret et afkast tæt på 7 % i årets første halvår. Herudover har det faldende renteniveau i 1. halvår betydet positive afkast på obligationer og renteafdækning.

”Som det fremgår ovenfor, så er det flotte resultat opnået ved, at vores kompetente investeringsfolk har set rigtigt, og de samtidig har været hjulpet af medvind på flere forskellige cykelstier samtidig,” siger Henrik Heideby.

PFA’s kunder i markedsrente fik afkast på mellem 5,5 og 7,5 %, afhængig af, hvilken risikoprofil kunden havde valgt. Afkastet var højst for kunder i investeringsprofil D, som har den største andel af risikofyldte aktiver. Det samlede afkast i markedsrente var 6,0 %.

I gennemsnitsrente var det samlede afkast af kundemidler 8,0 %. Afkastet blev trukket op af rentefaldet i 1. halvår. Depotrenten til kunderne i gennemsnitsrente er 2,0 %. p.a., og inklusive rente fra individuel KundeKapital 2,9 %. p.a.

”Så uanset om PFA’s kunder har et markedsrenteprodukt eller et gennemsnitsrenteprodukt, så leverer PFA et afkast, som er blandt markedets absolut bedste,” siger Henrik Heideby.

PFA’s særlige struktur med KundeKapital sikrer kunderne maksimal andel i værdiskabelsen. 97 %. af indtægterne i PFA sendes tilbage til kunderne. Som i 2013 kan kunderne igen i 2014 se frem til mindst 20 % i rente af Individuel KundeKapital. Det gælder både kunder i markedsrente og gennemsnitsrente.

”PFA har en særlig ejerstruktur, hvor aktionærerne tilsammen blot skal have 50.000 kr. hvert år i udbytte. I PFA er der altså ingen aktionærer, der skal have en stor bid af kagen, før kunderne får deres andel. Via KundeKapital ejer kunderne samtidigt over 75 %. af PFA’s basiskapital. Og det er netop PFA’s særlige ejer- og kapitalstruktur, der gør, at 97 % af indtægterne i PFA går tilbage til kunderne,” udtaler Henrik Heideby.