Markedskommentar: Grækenland nærmer sig afgørende grænse

Forhandlingerne i det græske gældsdrama spidser til, og de internationale markeder er begyndt at vise forøget nervøsitet i forhold til den usikre situation. Grækenland har gentagende gange formået at finde de penge, som var nødvendige for at overholde betalingsfristerne, men den tynde røde linje er snart overskredet. Det er nu grækerne selv der i høj grad styrer, hvordan gældskrisen skal ende. Det vurderer seniorstrateg i PFA Pension Rasmus Pilegaard.

”Situationen spidser mere og mere til. Der er ikke nogen solid streg i sandet i forhold til, hvornår grækerne løber tør for penge og ikke længere kan betale deres kreditorer, men vi nærmer os grænsen. Hvis landet og dets kreditorer ikke kommer frem til en aftale inden ultimo juni, så rækker min fantasi ikke til at forudse, hvordan de vil betale de store afdrag i juli og august. Bolden ligger i Athen, og det politiske signal er, at det er grækerne, der skal levere, før der kan ske fremskridt,” siger Rasmus Pilegaard.

Sent mandag forlød det fra den græske finansminister Yanis Varoufakis, at en aftale med EU’s økonomi- og finansministre i Eurogruppen var inden for rækkevide. Det er nødvendigt for grækerne at indgå en aftale, der kan frigive de restende midler (7,2 mia. euro) fra den originale hjælpepakke, som grækerne har fået.

Pengekassen er tom

I løbet af juni måned skal den græske stat betale halvanden milliard euro til Den Internationale Valutafond (IMF), fortæller seniorstrategen.

”De penge har de ikke, som situationen er lige nu. Grækerne har indtil videre været mere opfindsomme, end jeg troede muligt – bl.a. gennem nationalisering af kommunekasserne. Men på et tidspunkt har de ikke flere kort i ærmet. Senest har den græske stat betalt IMF med fondens egne penge,” forklarer Rasmus Pilegaard med henvisning til, at sidste afdrag til IMF skete med valutareserver, som stod i IMF.

”At flytte penge fra en konto til en anden på den måde er noget, som man ultimativt kun kan gøre én gang. Det er et udtryk for, hvor desperat situationen er i Grækenland lige nu i forhold til at skaffe den nødvendige likviditet. Der er ikke nogen, som præcis ved, hvad der kommer til at ske, hvis Grækenland ender med en statsbankerot, og om de fx i så fald kan forblive i eurosamarbejdet. Det skaber lidt ekstra nervøsitet i markedet,” konstaterer Rasmus Pilegaard.