For lidt søvn stiger dig til hovedet

Et gammelt ordsprog lyder, at man ikke kommer sovende til noget. Men hvis du ikke sover nok, kommer du heller ikke ret langt. Mangel på søvn påvirker din hjerne og kan spolere din performance på jobbet, din kreativitet og dit helbred. Læs her hvorfor og få fem gode råd og facts til en god nats søvn

Hvis du er typen, der har problemer med at falde i søvn, eller som bevidst sjofler din nattesøvn med sent arbejde eller internetsurfing, så kan dit helbred være i farezonen.  

For lidt tid under dynen svækker nemlig din evne til at tænke klart og kan gøre dig alvorligt syg. Det fortæller Line Charlotte Christensen, der er chefkonsulent i Sundhed, Forebyggelse og Aktuariat i PFA Pension.

Helt ”godnat” med for lidt søvn 

For lidt søvn fører til et lavere energiniveau, som gør dig mindre produktiv. Hvis du lider af søvnmangel, kan du opleve, at du klarer dit arbejde dårligere, end du ellers ville være i stand til, og at du får sværere ved at overskue samvær med familie, venner og dine fritidsaktiviteter. På den måde kan mangel på søvn få indflydelse på både dit privatliv og din karriere.  

Mere end en tredjedel af befolkningen (36 %) har søvnproblemer, og omkring en femtedel har alvorlige problemer med at sove. Det kan være skadeligt både fysisk og psykisk, hvis du nat efter nat får mindre end de anbefalede syv til ni timers søvn. For lidt søvn er ved at blive en folkesygdom, som kan tappe dig for energi og livskraft som en tyv om natten.

Hjernen har brug for hvile

Det er alment kendt, at søvn er godt for hjernen, men ny forskning fra Rochester Universitet i Minnesota giver de første direkte beviser på, hvorfor dine hjerneceller har brug for søvn.

”Undersøgelsen viser, at hjernen og kroppen restitueres, når du sover. Her fjerner hjernen skadelige proteiner i cellerne, som dannes, når din hjerne arbejder om dagen. Sover du ikke nok, kan hjernen ikke nå at rense alle hjernecellerne. Det forvirrer cellerne og mindsker din evne til at tænke kreativt, hvilket mange har brug for på jobbet eller derhjemme. For lidt søvn giver også større risiko for at få hjerteanfald, slagtilfælde, type 2 diabetes og at udvikle stress og overvægt,” siger Line Charlotte Christensen.

Det kan altså på lang sigt ikke betale sig at ofre sin søvn for fx at gøre noget arbejde færdigt ud på de sene aftentimer. Enten bliver du ikke mere effektiv i længden, eller også bevirker søvnmanglen, at du i sidste ende bliver syg.

”For lidt søvn gør dig mindre produktiv, og det betyder, at den ekstra arbejdsindsats og den mindre søvn i sidste ende kommer til at forlænge din arbejdstid. Det er et problem i al almindelighed, og det er særligt tragisk i en verden, hvor vi bliver mere og mere afhængige af vore hoveder,” konstaterer Line Charlotte Christensen.    

Der er altså al mulig god grund til at passe sine sengetider. Hvis du vil have inspiration til, hvordan du kan sove bedre og leve sundere til hverdag, så prøv PFA’s sundheds-app, PFA Sund, der bugner af gode og ofte ganske nemme råd til dig.  

For lidt søvn gør dig mindre produktiv, og det betyder, at den ekstra arbejdsindsats og den mindre søvn i sidste ende kommer til at forlænge din arbejdstid. Det er et problem i al almindelighed, og det er særligt tragisk i en verden, hvor vi bliver mere og mere afhængige af vore hoveder

Fem gode råd til at falde i søvn

1. Stop arbejdet og sluk skærme

Forskning fra bl.a. Harvard Medical School viser, at brug af lysende tablets før sengetid forlænger den tid, det tager at falde i søvn, forsinker døgnrytmen og den vigtige dybe søvn. Blåt lys fra tablets, smartphones og andre skærme forstyrrer altså din nattesøvn og skal så vidt muligt undgås i timerne op til, at du skal sove. Hvis du arbejder om aftenen, bør du stoppe ca. to timer før sengetid.

2. Fjern larm og forstyrrelser

Bliver du forstyrret af trafikstøj, musik fra naboer eller snorken fra din partner, så brug ørepropper, når du sover. Sørg for, at der ikke er elektroniske dimser i dit soveværelse, der kan forstyrre dig under din søvn, eller mens du prøver at falde i søvn. Sæt evt. din telefon på fly-tilstand, så du ikke bliver forstyrret af den på nogen måde

3. Drop koffein efter frokost

Det kan være rigtig hyggeligt med en kop kaffe efter aftensmåltidet eller en koffeinholdig energidrik om eftermiddagen. Alt efter, hvornår du går i seng, er koffein sent på eftermiddagen eller om aftenen en dårlig idé, hvis du vil sikre din nattesøvn. Stoffet er som bekendt opkvikkende og ud over, at du kan have svært ved at falde i søvn, risikerer du også, at det reducerer din dybe søvn, hvor kroppen regenererer bedst.   

4. Husk at få frisk luft og bevægelse hver dag

Lidt sol eller vind på kinderne, en rask tur på cyklen eller en gåtur under åben himmel i løbet af dagen gør dig naturligt lidt træt og kan hjælpe dig med at falde i søvn.

5. Vågn op samme tid hver dag

Selvom det, apropos, kan lyde gabende kedeligt, så er det faktisk en god idé at stå op på nogenlunde samme tid hver dag – også i weekenden. Så kommer din krop ind i en rytme, hvor du også vil være tilbøjelig til at gå ordentlig tid i seng.

Søvn-facts

  • De negative virkninger af søvnmangel er så store, at folk, der er lettere berusede - ifølge studier - er mere produktive, end dem, der mangler søvn.
  • Du bliver mere rolig, hvis du er veludhvilet og tænker klart. Der er en klar sammenhæng mellem at kunne bevare roen i pressede situationer og din samlede performance og dit energiniveau på jobbet.
  • Søvnen deles op i forskellige faser, som afløser hinanden: Døs, let søvn, dyb søvn og drømmesøvn også kaldet REM-søvn. I løbet af en nat vil søvnen typisk bestå af 25 % dyb søvn, 25 % drømmesøvn og 50 % let søvn. I den dybe søvn regenererer hjernen og kroppen bedst.
  • Søvnmangel kan bl.a. give hukommelsestab, ADHD-lignende symptomer, forhøjet kropstemperatur, dårligere immunforsvar og forøget risiko for type 2 diabetes. Søvnmangel skader også dine kognitive egenskaber; altså din evne til at tilegne, forstå og erkende viden.
  • Ifølge afdelingen for søvnmedicin ved Harvard Medical School er de kortsigtede produktivitetsgevinster ved at springe søvn over for at arbejde, hurtigt skyllet væk af de skadelige virkninger, søvnmangel har på dit humør, evne til at fokusere og dit energiniveau i dagene efter.
Få inspiration til en sundere hverdag med PFA Sund app'en