TEMA: Tyskland definerer euroens vej ud af krisen

Tyskland er hovedsponsor bag talrige europæiske hjælpepakker, som sammen med ECB’s pengepolitiske signaler har bidraget til at forhindre et eurosammenbrud. Landets fremtidige eurokurs vil derfor i allerhøjeste grad bestemme valutaunionens vej ud af gældskrisen. Hvilken betydning får det tyske valg i denne sammenhæng? På trods af Merkels store popularitet og SPD’s problemer er parlamentsvalgets udfald langt fra givet. Vi tager temperaturen på eurozonens største økonomi set ud fra et ”euro-perspektiv”.

Når eurozonens fremtidige politiske og økonomiske kurs skal fastlægges, er der ingen vej udenom Berlin. Gældskrisen er et godt eksempel herpå, idet Tyskland er hovedsponsor bag diverse hjælpepakker, som har reddet bl.a. Grækenland fra den sikre statsbankerot. I kombination med den europæiske centralbanks udmeldinger, har dette allerede forhindret et sammenbrud af valutaunionen. Tyske politikere ønsker næppe af egen fri vilje at gå efter en aktiv lederrolle i det europolitiske spil, men som repræsentanter for valutaunionens største og måske mest robuste økonomi, har de næppe noget reelt valg, når regionen skal navigeres ud af gældskrisen. Kommer det tyske parlamentsvalg d. 22. september til at påvirke landets eurokurs og dermed valutaunionens videre skæbne? Ja og nej.

På kort sigt er svaret ja. Politikerne har gjort alt for at euro-problematikken – som jo hidtil har været forbundet med diverse ekstraregninger til de tyske skatteborgere – ikke fylder for meget i valgkampen. Dette er hidtil lykkes ganske godt. Den indirekte konsekvens er, at diverse europæiske reformprocesser er gået i stå, idet ubehagelige emner såsom bankunionen ikke just vækker begejstring hos den tyske vælger. På denne måde har valgkampen allerede sat sit aftryk på eurozonens krisehåndtering. Af samme årsag skal der heller ikke forventes afgørende fremskridt på det store EU-topmøde d. 27.-28. juni, hvor netop bankunionen står øverst på agendaen. Tyskland træder for øjeblikket på bremsen, når det gælder reform- og integrationsprocessen i eurozonen, hvilket dog ikke udelukkende skyldes valgkampen.

Bred opbakning bag nuværende eurokurs

Ser vi lidt længere frem, forventer vi derimod ikke, at det tyske parlamentsvalg d. 22. september på afgørende vis påvirker Tysklands overordnede europolitiske kurs fremover. Valgresultatet er langt fra givet på forhånd på trods af Merkels store popularitet, idet hun har allieret sig med forholdsvis svag koalitionspartner, det liberale FDP. Men bortset fra det nye eurokritiske parti AfD (Alternative für Deutschland), er det kun nuancer, der adskiller partiernes holdning til europæiske spørgsmål. Selvom socialdemokratiske SPD i en overgang gav indtryk af at give mere uforbeholden opbakning til større integration eurolandene imellem i forhold til Merkels CDU, har SPD nu i høj grad rettet ind i forhold til den gældende politiske kurs og eksempelvis droppet al snak om en fælles finansieringskilde, de såkaldte eurobonds. Merkels medvind skyldes da også i høj grad hendes optræden på den europæiske politiske scene. Der står for meget på spil for oppositionspartierne til at man tør stille spørgsmålstegn ved denne hidtil så succesfulde kurs.

Quid pro quo: Mere solidaritet kræver mere stabilitet

Ovenstående skal ikke tolkes i retning af, at Tyskland ikke ønsker et tættere euro-samarbejde byggende netop på en højere grad af politisk og økonomisk integration. Men Berlin vil have sikkerhed til gengæld, nærmere bestemt mere kontrol over de enkelte landes budgetter inden flere tyske skattekroner sættes ind for at hjælpe periferilandene. Man ønsker med andre ord en slags stabilitetsunion som forudsætning for mere solidaritet i form af finansiel sikkerhedsstillelse. Tyske politikere har dog måttet sande, at der ikke er opbakning til dette i vigtige eurolande som Frankrig, ikke mindst efter at ECB varslede, at man vil gøre alt, hvad der skal til for at holde sammen på valutaunionen. ECB’s udmeldinger har skabt ro på de finansielle markeder – så meget ro, at det har fjernet presset på politikerne for at tage nødvendige, men ubehagelige beslutninger.

På det seneste har Frankrig således frabedt sig kommissionens indblanding i landets reformagenda. Det tysk-franske forhandlingsoplæg op til juni-topmødet er et vidnesbyrd om, at landene foreløbigt siger nej til at afgive mere magt til kommissionen. Merkel sagde således for nyligt, at hun ikke ser behov for at afgive mere magt til kommissionen i Bruxelles. Derimod ønsker man at satse mere på samarbejde de enkelte regeringer imellem, pegende i retning af mindre overordnet integration og mere bilaterale løsninger.

Et eksempel herpå er temaet eurobonds, som i klassisk forstand for længst ser ud til at være dødfødt. Ligeledes er der ikke udsigt til oprettelsen af en central afviklingsmekanisme over mfor kuldsejlede banker, og appetitten på en bankunion er i det hele taget aftagende i Tyskland. I fravær af en stabilitetsunion med stramme finanspolitiske tøjler er der nemlig en tysk frygt for, at både bankunionen eller en mere rendyrket fiskalunion med en fælles finansieringskilde i form af eurobonds medfører ikke-kalkulerbare risici for de tyske skatteydere. Denne frygt forsvinder næppe efter valget den 22. september.

Europolitik med begrænset hæftelse

Selvom mere omtålelige euro-politiske emner formentlig kommer til at stå højere på agendaen efter det tyske valg, ændrer valget således næppe ved, at Tysklands og dermed hele euroområdets kurs fremover i højere grad vil bygge på case-by-case tilgange, frem for mere langsigtsholdbare strukturelle reformer. Et symptom på dette er Tysklands for nyligt etablerede aftale med Spanien, som giver den statslige tyske KfW-bank mulighed for at yde hjælp på (relativt beskedne) 1 mia. EUR til hårdt pressede små- og mellemstore spanske virksomheder. I stedet kunne man have taget fat i det tunge skyts og fremskyndet brugen af redningsfondens ESM’s midler til at hjælpe bankerne i periferien på en bredere front.

Tyskland vil også fremover indtage en ledende rolle i eurosamarbejdet og have et afgørende ord at skulle have sagt, når valutaunionen skal navigeres ud af gældskrisen. Men i PFA forventer vi ikke, at valgresultatet som sådan vil give anledning til kursskift i den tyske europolitik. Eksterne faktorer har været mere afgørende for Berlins seneste kursskifte. Tyskerne har siden finanskrisens start draget nytte af fællesvalutaen i form af en svag Euro og relativt lave renter, og størstedelen af befolkningen bakker op om projektet. Men i en erkendelse af, at en række lande ikke er parate til at afgive yderligere suverænitet mod at nyde godt af mere finansiel solidaritet, vil Tyskland fremover være mere tilbageholden med at påtage sig yderligere finansielle byrder for at stabilisere valutaunionen. Dette er en farbar vej, så længe der er ro på de finansielle markeder. Men blusser uroen op på ny, kræver det derimod en særdeles handlekraftig centralbank for at kompensere for manglende (finans-) politisk integration i eurozonen.

- Af seniorstrateg Witold Bahrke