PFA udlejer 9200 kvm i Postgaarden på Købmagergade

PFA har indgået aftaler om at udleje samlet 9200 kvm i det gamle postkontor på Købmagergade i København. Det er de to virksomheder Momondo og Unity Technologies, der flytter ind i de historiske lokaler, som PFA købte af PostNord i december sidste år.

Dermed er 90 pct. af ejendommens kontorarealer allerede afsat lidt under 9 måneder efter overtagelsen af ejendommen. Begge lejere skal flytte ind i løbet af sommeren 2016, efter at ejendommen har gennemgået en større ombygning.

”Det er meget tilfredsstillende, at vi allerede nu er lykkedes med at finde to gode lejere til næsten hele kontorarealet i ejendommen. Det siger noget om, hvor spændende et projekt vi har på hænderne her,” siger direktør i PFA Ejendomme Michael Bruhn.

Det globale rejsesite Momondo overtager 4800 kvm i de gamle palæer ud mod Købmagergade bygget i starten af 1700-tallet og 1900-tallet. IT-firmaet Unity Technologies, der laver platforme til spiludvikling, flytter ind i 4400 kvm i den industrielle del af ejendommen opført i 1964.

Det er ejendomsudviklingsselskabet Revco Property Development, der i samarbejde med PFA står for at udvikle ejendommen fra historisk postkontor til en moderne arbejdsplads til de nye lejere.

“Købet og udvikling af Postgaarden tager udgangspunkt i den store efterspørgsel vi ser for centralt placerede kontor og detailejendomme i København. Ejendommen opfylder behovene hos en lang række moderne vidensvirksomheder, og er en unik mulighed for de retailere der ønsker at være en del af det nye styrkepunkt i København omkring Købmagergade og Østergade,” siger Ulrik K. Larsen, CEO og ejer af Revco Property Development.

Næste skridt i udviklingen af den historiske ejendom på Købmagergade bliver at finde en lejer til de resterende 1.100 kvm kontorareal samt til stueetagen af bygningen, der kan rumme én eller flere detailbutikker på op til 3.000 kvm.

”For os er det vigtigt, at det er de rigtige lejere til butiksarealerne frem for den første og bedste. Det er en unik ejendom med en fantastisk historie og placering i København. Derfor kalder lokalerne også på et koncept med en mere international og eksklusiv profil, og det er den slags potentielle lejere, vi er i dialog med,” fortæller direktøren for PFA Ejendomme.

Allerede nu kan han dog konstaterer, at investeringen i det gamle posthus ser ud til at blive en succes for PFA.

”Potentialet og efterspørgslen gør ejendomme som den her til en meget attraktiv investering for os i PFA. Derfor er vi også hele tiden på udkig efter lignende kvalitetsejendomme i København, som kan bidrage positivt til vores portefølje og i sidste ende kundernes afkast,” siger Michael Bruhn.

For yderligere information kontakt:
Direktør i PFA Ejendomme Michael Bruhn, tlf.: 24 28 46 30

CEO og ejer af Revco Property Development Ulrik K. Larsen, tlf.: 20 41 41 38