Markedskommentar: Kongetal kan blive afgørende for rentehop

Rasmus Pilegaard er seniorstrateg i PFA Asset Management

Dagens arbejdsmarkedsrapport fra USA kan give flere sommerfugle i maven end normalt. Den amerikanske centralbank (Fed) har meldt ud, at den har planer om at hæve den ledende rente til sommer. Amerikansk økonomi og de finansielle markeder peger i den rigtige retning, og en stærk arbejdsmarkedsrapport kan derfor være afgørende for, hvornår centralbanken vil gennemføre sin kun anden renteforhøjelse siden finanskrisen.

Det vurderer Rasmus Pilegaard, der er seniorstrateg i PFA.

”De seneste nøgletal peger på, at den amerikanske økonomi er på vej op i gear efter en svag vinter. Det kommer blandt andet til udtryk i stigende konjunkturindikatorer for fremstillingsindustrien og stærke tal for aktiviteten på boligmarkedet. Det peger på, at vi vil se en jobrapport i eftermiddag, som viser at den pæne fremgang i beskæftigelsen er fortsat i maj,” siger Rasmus Pilegaard.

Markederne klar til sommer-rentehop

Analytikerne forventer, at der i maj blev skabt ca. 160.000 nye job uden for landbruget i USA. Markederne har taget centralbankens udmelding om en mulig sommer-renteforhøjelse positivt, og investorerne er begyndt at vænne sig til tanken om en rente, der er højere end de nuværende 0,5 pct. Seniorstrategen fremhæver, at de finansielle markeder har klaret sig godt de sidste par måneder, og at de amerikanske aktiemarkeder er tæt på de rekordhøje niveauer, der blev nået sidste år. De stærke data har givet Fed albuerum til at hæve renten tidligere.

”De seneste udmeldinger fra den amerikanske centralbank har været mere offensive, end markedet havde regnet med for en måned siden. Centralbanken har skruet op for retorikken og dermed åbnet op for en renteforhøjelse til sommer. Dagens jobrapport kan derfor blive tungen på vægtskålen i forhold til, om vi allerede får en rentestigning i juni, eller om vi muligvis skal over i juli,” siger seniorstrategen.

Han tror dog mest selv på det sidste, fordi der stadig er nogle risici ude i horisonten, der skal afdækkes – ikke mindst briternes EU-afstemning. Derfor vil den amerikanske centralbank formentlig vente med at tage beslutningen om en renteforhøjelse til næste møde d. 27. juli. 

”Der skal en særdeles stærk arbejdsmarkedsrapport til, før den amerikanske centralbank vælger at hæve renten i juni. De vil højst sandsynligt lave den risikovurdering, at inflationen stadig er komfortabelt under kontrol, og at det er mere sikkert at vente, til briterne har overstået deres afstemning om fortsat EU-medlemskab,” slutter Rasmus Pilegaard.