Mød PFA på Folkemødet 2016

Billedet viser Hovedscenen på Folkemødet i 2015

PFA er igen i år med, når Allinge på Bornholm lægger klipper til årets Folkemøde. Som landets største pensionsselskab følger nemlig en forpligtelse til at bidrage til samfundsdebatten og sætte fokus på nogle af de udfordringer, som har særlig betydning for pensionssektoren. Og det er Folkemødet en oplagt arena til.

”Vi er med for at vise, at vi er en virksomhed, der tager vores samfundsansvar alvorligt, og at vi har klare holdninger til en række vigtige temaer. I år inviterer vi bl.a. til debat om, hvordan vi forebygger tab af erhvervsevne og får flere sygemeldte tilbage i job, og vi tager hul på diskussionen om ansvarlige investeringer, som hjælper med at opfylde klimamålene efter COP21,” siger Group CEO i PFA Allan Polack.

Men vi er også til Folkemødet for at møde kunder, samarbejdspartnere, og hvem der ellers har lyst til få en overordnet snak om pension og gode råd til et sundt (arbejds)liv. Så kig forbi PFA’s telt på plads G1 ved Ydermolen, hvis du er på Bornholm den 16. til 19. juni.

I teltet kan du bl.a. møde PFA’s CEO, kundetillidsmand og pensionsrådgivere. Du kan også hilse på nogle af vores virksomheds- og organisationskunder eller stifte kendskab med hjertesager, som PFA Brug Livet fonden har støttet siden 2010.