Markedskommentar: Investorer ånder lettet op efter begivenhedsrigt år

2016 blev et begivenhedsrigt år politisk, men også på aktiemarkederne, hvor året startede med store kursfald, der gav røde tal i bøgerne hos mange investorer. Hen imod årets afslutning har aktiemarkederne dog fundet melodien igen, og det er lidt sød musik i investorernes ører. Dog med en væsentlig undtagelse for danske aktier, forklarer chefstrateg i PFA, Henrik Henriksen.

”Prissætningen på en række danske aktier var blevet for høj, og aktierne er relativt defensive, fordi vækstforventningerne ikke har været så store som på for eksempel det tyske og det amerikanske aktiemarked. Endelig er der enkelte selskaber, der har skuffet i forhold til forventningerne efter fem fantastiske år for danske aktier,” siger Henrik Henriksen og tilføjer, at de danske aktier i C20-indekset gav et afkast på mere end 30 pct. i 2015, mens det i 2016 tegner til at blive et afkast på omkring nul.

Globalt har aktiemarkederne fået pusten tilbage i løbet af året, efter at de var en tur i gulvet ved årets start. Det ledende amerikanske aktieindeks Dow Jones er steget med 13 pct., og det tyske DAX-indeks er steget med lige under 7 pct.

”De globale vækstindikatorer har peget opad i år, og vi har set, at amerikanske og mange europæiske aktier er steget væsentligt. Donald Trump har lovet øgede investeringer i infrastruktur og lavere skatter til både husholdningerne og virksomhederne. Det kan sætte økonomien yderligere i gang. Men Trump har også haft en psykologisk betydning, fordi det for første gang i mange år er forventninger om rentestigninger, der styrer markedet i stedet for frygten for deflation og lavvækst,” siger Henrik Henriksen.

Han tilføjer, at det snarere er den grundlæggende positive udvikling i amerikansk økonomi end valget af Trump i sig selv, der har givet stigninger på aktiemarkederne og til dollaren i anden halvdel af året. Trumps udmeldinger om øgede offentlige investeringer kan få renterne til at stige hurtigere, end markedet har regnet med, og det kan få betydning for den amerikanske centralbank, som forventer, at der er plads til tre rentestigninger i 2017.

I 2016 er olieprisen fordoblet med en stigning fra ca. 26 dollar pr. tønde til over 50 dollar pr. tønde, og det er godt for energiselskaberne og vækstøkonomierne.

”Stigningen i olieprisen er et tegn på, at fx ’emerging markets’- økonomierne har fået det bedre. Stigningen har betydet, at energiselskaberne har kunnet opjustere deres forventninger, men olieprisen er stadig på et så tilpas lavt niveau, at den understøtter forbruget,” siger chefstrategen.

Henrik Henriksen er ligeledes fortrøstningsfuld, når det gælder udsigterne til næste år.

”Året 2016 ser ud til at ende, som vi havde forudset: at aktier kommer til at give højere afkast end obligationer. Men udsvingene på markederne har været endnu større end ventet. Når vi kigger ind i 2017, ser det som udgangspunkt mest positivt ud, da vækstindikatorerne i USA, emerging markets og Europa fortsat peger fremad, særligt i første halvår. Jeg tror, at der bliver mulighed for nogle positive overraskelser på aktiemarkederne, og inflationsforventningerne er kommet op, efter at centralbankerne i mange dele af verden har kæmpet med lav inflation og frygten for deflation,” siger Henrik Henriksen.