Gode afkast i første kvartal belønner de risikovillige

Første kvartal af 2017 har budt på en turbulent begyndelse på Donald Trumps præsident-periode, valg i Holland og økonomisk vækst på tværs af kloden. Og så har det budt på gode afkast til kunderne i PFA Pension.

PFA Pension har skabt et samlet afkast til kunderne på 7,2 mia. kr. i første kvartal af 2017. For kunder i markedsrenteprodukter har kvartalet givet gode afkast på mellem 1,7 og 5,2 pct. (inkl. KundeKapital) – alt efter risikoprofil og tid til pensionering. Derfor er der tilfredshed hos Anders Damgaard, koncern-finansdirektør i PFA Pension.

”Som pensionsopsparer i et markedsrenteprodukt kan man være godt tilfreds med det afkast, man har fået i første kvartal. Der har været bedst afkast til dem, der har løbet størst risiko, og for dem må et afkast på op til 5,2 procent på en tre måneders periode siges at være end flot start på året,” siger Anders Damgaard og  fortsætter:

”Samtidig er det dog vigtigt at holde sig for øje, at pensionsopsparing handler om den lange bane, hvor det netop er det langsigtede afkast, der er afgørende. Derfor er vi også meget tilfredse med, at kvartalets resultat understøtter vores ambition om at ligge i top på afkast målt på fem års sigt.”
Over de seneste fem år har PFA Pension leveret et samlet afkast på 65 pct. (inkl. KundeKapital) til kunder i den anbefalede profil C med 20 år til pension.

I gennemsnitrente fastholdes depotrenten på 1,5 pct.

For kunder med en opsparing i gennemsnitsrente, PFA Traditionel, betyder udviklingen på finans-markederne på kort sigt ikke så meget for deres pensionsopsparing i PFA Pension. De får nemlig en stabil depotrente, der fastsættes af PFA Pension på baggrund af blandt andet de historiske afkast, det gældende renteniveau, samt PFA Pensions forventninger til den gennemsnitlige udvikling på finansmarkederne nu og i fremtiden. På den måde udjævnes afkastet over en årrække, og derfor giver kortvarige udsving på finansmarkedet som sagt ikke nogle umiddelbare aftryk på kundernes afkast. 

I øjeblikket er depotrenten på 1,5 pct., og ifølge Anders Damgaard ser PFA Pension ingen grund til at regulere den indenfor nærmeste fremtid.

”For kunder i gennemsnitsrente ligger afkast i første kvartal på mellem -0,6 pct. og 0,2 pct. afhængig af rentegruppen. De lave afkast skyldes især negative afkast på obligationer og renteafdækningen på grund af rentestigninger, mens aktier og kreditobligationer bidrog positivt til afkastet. Indtil videre vurderer vi ikke, at afkastet giver anledning til at ændre depotrenten,” forklarer koncernfinansdirektøren.

Han uddyber, at PFA Pension i de gode år løbende har lagt penge til side for at sikre, at der trods års med lave eller negative afkast altid er nok til at leve op til de aftaler, der er indgået med kunderne.

”I de seneste år har der været høje investeringsafkast i gennemsnitsrente, og vi har lagt reserver til side for netop at imødekomme år, hvor afkastet uundgåeligt kommer under pres pga. det lave renteniveau. Som kunde kan man derfor sove helt trygt og være forsikret om, at man som minimum får det, der er garanteret på pensionsordningen”, understreger Anders Damgaard.

Økonomisk vækst trods politisk turbulens

De finansielle markeder var i første kvartal præget af Donald Trumps første 100 dage som præsident og det ændrede politiske landskab i USA.  Derudover har der været valg i Holland, og Storbritannien har formelt startet processen med at melde sig ud af EU. Denne politiske usikkerhed har dog ikke lagt en dæmper på den globale økonomiske vækst, som bæres frem af et geografisk bredt baseret opsving.

”Til sammen har det betydet et første kvartal, hvor finansmarkederne har buldret af sted, og det har især belønnet dem, der har haft mange risikofyldte aktiver, herunder aktier. Vi kan med tilfredshed notere os, at vores aktieporteføljer har klaret sig godt relativt til markedet. Og vi er også glade for, at vores lav-risiko-fond har givet positivt afkast på trods af, at obligationsmarkedet flere steder har givet negative afkast på grund af de stigende renter,” siger Anders Damgaard.

Skarpt blik på risikoen, når kundernes penge skal placeres

Selvom markederne har klaret sig rigtig godt i årets begyndelse, er investeringsteamet ikke overbevist om, at risikoen er væk. Og forude lurer blandt andet et fransk præsidentvalg, der har potentiale til at ryste de globale markeder. Derfor er PFA ikke på vej til at flytte alle kundernes penge over i aktier, forklarer koncernfinansdirektøren.

”Det er helt afgørende for os at passe godt på vores kunders penge og ikke løbe unødige store risici. På trods af den stærke udvikling på aktiemarkederne og i den globale økonomi i de seneste måneder er der efter vores opfattelse fortsat betydelige politiske risici i form af blandt andet det franske præsidentvalg, ligesom både obligations- og aktiemarkedet flere steder ser dyrt ud. Det holder vi skarpt øje med løbende, og arbejder målrettet med at positionere vores portefølje til at være robust over for udsving,” siger Anders Damgaard.

Første runde af det franske præsidentvalg afholdes den 23. april, og anden og afgørende runde finder sted den 7. maj.