PFA investerer over 170 mio. kr. i nye Silkeborg-boliger

PFA investerer over 170 mio. kr. i nye Silkeborg-boliger

Visualisering af de kommende lejlighedsbygninger på stadiongrunden i Silkeborg.

Som et led i sin investeringsstrategi med mere fokus på boligejendomme i vækstbyer over hele landet opfører PFA frem mod 2020 80 nye lejligheder på en central beliggenhed i Silkeborg

Ud over den charmerende by og flotte natur får silkeborggenserne – særligt dem med flytteplaner - nu én ting mere at glæde sig over. PFA har netop underskrevet en aftale om at opføre 4 lejlighedsbyggerier med i alt 80 udlejningsboliger i varierende størrelser centralt i Silkeborg. Den samlede investering beløber sig til 172 mio. kr.

Ejendomsdirektør i PFA Michael Bruhn ser frem til at gå i gang med byggeriet af de nye etageejendomme, der skal bidrage til den positive udvikling, som Silkeborg oplever i disse år. 

”Silkeborg er en by med usædvanligt mange herlighedsværdier – herunder smuk natur som Silkeborgsøerne og Gudenåen. Det er et sted, man gerne vil bo, og som samtidig ligger centralt i forhold til knudepunkter som fx Aarhus. Denne investering understøtter vores strategi om at sprede vores ejendomsinvesteringer geografisk og komme tidligere ind i byggeprojekter. De nye boliger skal skabe glæde for silkeborggenserne og bidrage til et solidt og stabilt afkast til vores pensionskunder,” siger Michael Bruhn. 

PFA køber ejendommene på projektstadiet af Birch & Co, som de to lokale ejendomsudviklere René Birch og Poul Beck står bag, og som et led i aftalen opfører boligerne løbende frem mod 2020 efter tegninger af Årstiderne Arkitekter, som PFA tidligere har haft et samaarbejde med.
 
Ejendommen vil blive indlemmet i PFA-boliger til udlejning blandt selskabets 1,2 mio. kunder. Boligerne dækker et bredt behov fra 2,5-værelses lejligheder på 73 m² til singlen, seniorer eller det unge par til 4-værelses lejligheder på op til 120 m² til den lidt større familie.

Tidligere fodboldbane forvandles til lejligheder

Lejlighederne vil blive bygget på Stadion Allé og Sanatorievej ved det tidligere fodboldstadion, nær skov og Gudenåen og samtidig kun en enkelt kilometer syd for Silkeborg Centrum. De bliver opført i moderne stil med tidsvarende materialer og er alle udstyret med egen altan. Særligt blandt de yngre og børnefamilierne er Silkeborg blevet mere populær de senere år, og det har fået efterspørgslen efter boliger i byen i det midtjyske Søhøjland til at stige.

”Silkeborg er attraktiv som langsigtet investeringsby idet befolkningstilvæksten, indkomsterne, uddannelsesniveauet og huspriserne er noget højere end en gennemsnitsby i denne størrelse. Samtidig vil vi gerne sikre gode boliger til vores kunder, som de kan bo i hele livet, så derfor vil de indgå i kundetilbuddet til alle vore kunder og så vidt muligt blive opført i henhold til PFA’s seniorbolig-standard, som er under udarbejdelse,” siger Michael Bruhn.

Silkeborg er en af 29 byer uden for hovedstaden og Aarhus, som PFA sammen med Instituttet for Fremtidsforskning har identificeret som vækstbyer inden for megatrends og demografi, og som samtidig er inde i en god økonomisk udvikling. PFA arbejder løbende med at finde flere gode boliginvesteringer i disse byer, der udover Silkeborg også tæller fx Horsens, Randers, Viborg, Vejle, Roskilde og Køge.

Fakta

• PFA Ejendomme opfører 80 boliger i 4 punkthuse i Silkeborg. Projektet hedder ’SIF Park’, og de sidste boliger forventes at være færdige i 2020:

• 20 boliger er 2,5-værelses boliger på 73 m²
• 20 boliger er 3-værelses boliger på 95 m²
• 40 boliger er 4-værelses boliger fra 113-120 m²

• Rambøll rådgivende ingeniører og advokatfirmaet Bech-Bruun er PFA’s hhv. tekniske og juridiske eksterne rådgivere på boligprojektet. 

• Byggeriet bliver opført på et grundareal på 13.340m2 ved Stadion Allé/Sanatorievej i Silkeborg.

• Der har været en solid befolkningstilvækst i Silkeborg de sidste 5 år.

• Byggeriet ventes at give et afkast, der er mellem 0,75 og 1,0 pct. point højere end tilsvarende boliger i København eller Aarhus.