PFA kåret til årets bedste digitale pensionsselskab

PFA kunne igen i år række armene i vejret, da analysebureauet Wilke og erhvervsmediet FinansWatch for femte år i træk kårede årets digitale finansvirksomheder.

Det klikker for PFA, når det handler om at skabe gode digitale løsninger, som engagerer kunderne og gør det nemt at få indsigt i sin pension. Det kan man konkludere i kølvandet på den netop afsluttede uddeling af priser til årets digitale finansvirksomheder.

Her løb PFA for andet år i træk med prisen som årets digitale virksomhed i pensionsbranchen.

PFA i førertrøjen på flere digitale fronter
Det er som sagt Wilke og FinansWatch, der står for kåringen, som bygger på en række forskellige parametre - eksempelvis virksomhedernes innovationsevne og digitale strategi, arbejde med sociale medier, hjemmeside, robotproces-automatisering og kunstig intelligens. Det er alle områder, hvor PFA ifølge kåringen enten har førertrøjen eller ligger helt fremme i feltet.

Den flotte pris glæder chef for Digital i PFA, Kasper Rønnov Molin, som blandt andet peger på PFA’s udviklings-setup som en af årsagerne til den stærke profil på det digitale område.

”I PFA har vi et unikt set-up med en agil organisation, hvor pensionseksperter, it-udviklere og andre fagfolk sidder tæt sammen. Det er med til at sikre, at digitaliseringen sker med kundens behov for øje, og løsningerne gør brug af den store pensionsfaglige viden, vi har i huset. Herudover har vi via vores kundepanel løbende mulighed for at få feedback, justere løsninger og prioritere i forhold til de mange nye digitale muligheder. Det er en væsentlig del af forklaringen på, at vi vurderes så højt på det digitale område,” forklarer Kasper Rønnov Molin.

Han uddyber, at den digitale agenda er en integreret del af PFA’s strategi, og at der i tilgift til den agile organisation centralt er etableret en række enheder og projekter, som arbejder med sociale medier, AI, Machine Learning, automatisering og robotter på kryds og tværs af huset.

Sociale medier også vigtige for kåringen
Ifølge Kasper Rønnov Molin ser man i kåringen ikke kun på PFA’s egne digitale løsninger, men også på, hvordan man er tilstede på de sociale medier. Her er PFA også med helt fremme og har i de seneste år arbejdet målrettet på at skabe et stærkt internt samarbejde.

Det fortæller PFA’s Social Media Manager, Carl Vodder.

”Vi har gennem de seneste år opbygget et stærkt samarbejde mellem Kommunikation, Marketing, HR, Digital og vores Rådgivningscenter. Det gør, at vi kommer bredt og hurtigt ud, og at vores kunder oplever en sammenhængende og nærværende kommunikation fra os. Ser vi på reach, går det også solidt fremad. Eksempelvis blev vores seneste PFA Klima Plus-kampagne vist over 1,5 mio. gange og nåede ud til mere end 360.000 unikke brugere,” fortæller Carl Vodder.

 

Læs mere om kåringen på digitalfinanspris.dk