Interessen for pension stiger markant

Interessen for pension er stærkt stigende blandt danskerne, og den udvikling har corona-krisen været med til at accelerere. Det viser nye tal fra PFA, der peger på, at den markant øgede pensionsinteresse er godt nyt.

Sparer jeg nok op til at kunne få den pensionstilværelse, jeg drømmer om? Og hvordan er jeg dækket, hvis uheldet er ude?

Tidligere har svaret på den slags spørgsmål for mange danskere nok været: Aner det ikke. For selvom langt de fleste betaler betydelige beløb ind på pensionsopsparingen hver måned, så har pension historisk været et generelt lavinteresseområde i befolkningen, hvor den typiske opfattelse har været, at det er svært at forstå og forholde sig til.

Men der lader nu til at være et markant skred i gang. Interessen for pension er nemlig stærkt stigende blandt danskerne, hvilket corona-krisen har været med til at accelerere. Og nye tal fra PFA viser, at vi nu tjekker pensionen som aldrig før.

Således loggede 36 pct. af kunderne på PFA’s hjemmeside i 2020 for at tjekke deres pensionsordning. Til sammenligning var andelen 29 pct. i 2019 og 21 pct. i 2016.

”Der er flere forklaringer på udviklingen. Det handler bl.a. om, at befolkningen har faldende forventninger til offentlige ydelser, hvilket betyder, at flere og flere tager hånd om deres egen pension og i stigende grad følger med i pensionsordningen. Samtidig betyder hele bæredygtighedsdagsordenen, at mange i højere grad interesserer sig for, hvordan deres opsparing bliver investeret,” siger Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA, og fortsætter:

”Desuden er pension blevet meget mere tilgængeligt og lettere at få adgang til via digitale platforme, og man kan følge med i pensionen og træffe beslutninger via f.eks. mobilen, hvilket mange har taget til sig. Og så har corona-krisen fået mange til at følge med i, hvad krisen betyder for deres pensionsopsparing,” siger han.

Positiv udvikling

Ifølge Carsten Holdum er den stigende interesse for pension meget positiv. For selvom det kan være svært at forholde sig til pensionen, der for manges vedkommende ligger langt ud i fremtiden, er det vigtigt at være opdateret på sin pensionsordning. Og f.eks. giver det ro i maven at vide, hvordan man er stillet, hvis uheldet er ude.

”Samtidig er det vigtigt løbende at have styr på, hvad man har udsigt til rent økonomisk som pensionist. Det gælder ikke mindst, da danskernes ønsker og forventninger til levestandarden som pensionist er stærkt stigende. Men også fordi, at danskerne - bl.a. som følge af den stigende folkepensionsalder, der her fra årsskiftet er hævet til 66,5 år - i stigende grad ønsker en mere fleksibel tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, hvor de enten går på pension før tid eller går ned i tid frem mod pensionsalderen, men så til gengæld bliver flere år i arbejde,” siger han.

Og at realisere den slags ønsker kræver en tilstrækkelig stor opsparing. Og her er første skridt ifølge Carsten Holdum, at man har styr på, om man er på rette vej rent økonomisk.

”I det lys er den stærkt stigende interesse for pension godt nyt. For det kan være med til at sikre, at der er bedre overensstemmelse mellem danskernes forventninger og ønsker på den ene side, og hvad der rent faktisk er råd til på den anden side – og dermed mindske risikoen for ubehagelige økonomiske overraskelser i pensionistlivet,” siger han.