Evergrande: Kinesisk chok med begrænsede senfølger

Rygterne om, at den kinesiske ejendomsudviklergigant, Evergrande, er på vej mod betalingsstandsning sendte mandag markederne til tælling med de største fald i godt et år. Men ifølge PFA’s chefstrateg, Tine Choi Danielsen, er Evergrande fortrinsvis et kinesisk problem og derfor frygter hun ikke for en dyb og længerevarende aktienedtur.

Voksende gæld og mislykkede forsøg på frasalg af en del af porteføljen fik mandag den kinesiske ejendomsudviklergigant, Evergrande, til at varsle om betalingsstandsning. Det sendte samme dag markederne i knæ med de største kursfald siden oktober 2020. 

Men skal man tro PFA’s Tine Choi Danielsen, så er Evergrande mere anledning end årsag til det massive sell off på markederne.

”Evergrande er godt nok en global top 500 virksomhed, som årligt skaber millioner af job i Kina og har forpligtigelser for over 300 mia. dollar svarende til knap 2% af Kinas BNP. Til gengæld er virksomhedens betydning for resten af verden begrænset. Derfor skal markedsreaktionen også ses i et lidt større perspektiv. Den er mere et udtryk for, at mange investorer har ønsket at tage nogle gevinster hjem efter et forrygende år, end et signal om, at vi er på vej mod dystre tider. I den sammenhæng er det værd at bemærke, at vi indtil i mandags ikke har haft nogle større korrektioner i år, som ellers er normalen”, siger PFA’s chefstrateg.

Hun påpeger, at vi fundamentalt set stadig befinder vi os i et stærkt opsving, hvorfor hun heller ikke vil blive overrasket, hvis markedsuroen viser sig at være kortvarig.

"Vi ser allerede i dag tegn på, at køberne er tilbage – akkurat som det har været tilfældet de øvrige gange i år, når aktiemarkedet er faldet en 2-3 procent. Vi befinder os stadig i et opsving, hvor pilen på aktiemarkedet peger opad. Og selvom vi nok ikke skal forvente fortsatte kursstigninger a la dem, vi oplevede i første halvår af 2021, vil jeg snarere se yderligere aktiefald som en opkøbsmulighed end et faresignal,” siger PFA’s chefstrateg. 

Hun understreger dog, at situationen om Evergrande vil få mange nysgerrige øjne til at hvile på Kina, som i den senere tid har strammet sit greb om finansmarkederne. 

”De kinesiske myndigheder, med Xi i spidsen, er i gang med at trimme økonomien, så væksten fremover bygger på et mere robust fundament, og velstanden i højere grad spredes til den brede befolkning. Det har vi allerede set med deres tech-virksomheder, som er blevet tvunget til at ændre kurs og splitte op, så de ikke bliver for dominerende. I forhold til Evergrande tror jeg, at man af samme grund vil være varsomme med at træde til for tidligt og skærme investorer og ledelse for tab, når selskabet i fleres øjne anses for selv at være skyld i problemerne grundet overdreven gearing, gæld og spekulation,” siger Tine Choi Danielsen.

Ifølge chefstrategen er det mest sandsynlige scenarie en restrukturering, hvor byggeriet udskilles fra de andre aktiviteter med det formål at kunne videreføre igangværende projekter, så kunder og leverandører beskyttes. Med hensyn til de resterende dele af Evergrande, som udgør omtrent 2/3 af koncernen, forventer hun en mere hårdhændet afvikling med store tab for investorer og ejere. Men dette naturligvis med forbehold for, hvordan situationen udvikler sig i forhold den $300 milliarder store gæld, som virksomheden har akkumuleret.

”Det bliver en meget fin balancegang at få ligningen til at gå op og sende de rigtige signaler, men samtidig forhindre, at problemerne breder sig som ringe i vandet til andre selskaber. For så kan det potentielt bremse aktiviteten i byggesektoren, der står for næsten en ¼ af Kinas BNP, når man indregner materialer, indretning og relaterede tjenester. Derfor hviler alles øjne på myndighedernes håndtering af situationen. En forkert bevægelse og snebolden risikerer at rulle sig endnu større og vanskeligere at håndtere,” siger Tine Choi Danielsen.

Selvom hun ikke ser sandsynlighed for, at Evergrande bliver en kinesisk version af Lehman Brothers, så følger man i PFA derfor udviklingen tæt. Lige nu er kikkerten særligt rettet mod næste fokuspunkt den 23. september, hvor Evergrandes står til at skulle betale $86 mio. afdrag på et dollarlån.