Vil du vide mere om pension?
For de fleste er pensionen den største og vigtigste opsparing, vi laver i vores liv. Derfor fortjener den også din opmærksomhed.
Nu har du fået det vigtigste at vide, og hvis du vil læse mere om, hvordan du styrker din fremtidige økonomiske frihed, kan du dykke lidt længere ned i emnet her.
Hvorfor har kvinder 24 % mindre sparet op i pension?
Det er der mange grunde til, men det skyldes især lønforskellen mellem kvinder og mænd, samt at kvinder ofte tager længere barsel og går ned i tid, hvilket også trækker fra i pensionen.
Hvad sker der med de penge, jeg betaler til min pension?
Dine penge bliver investeret, så de kan blive til flere*. Hele grundtanken med pension er spare op til det gode seniorliv ved, at PFA får dine penge til at yngle gennem ansvarlige investeringer.
*PFA kan ikke garantere positive afkast.
Hvad betyder risiko i forhold til min pension?
Du vælger selv, hvordan din opsparing bliver investeret, og der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Jo højere afkast du ønsker, jo større aktieandel skal du vælge, og det betyder samtidig, at du skal være forberedt på større udsving undervejs. Har du lang tid til pension, er det typisk ikke et problem med et år med dårligt afkast, fordi der er mange år til at indhente et tab. Konsekvensen ved at vælge lav risiko er, at du har mindre udsving undervejs, men forventeligt også færre penge på kontoen, når du går på pension. Vores investeringsguide kan hjælpe dig med at træffe det rigtige valg for dig.
I PFA’s investeringsprofiler bliver din aktieandel automatisk sænket, jo tættere du kommer på pensionstidspunktet. Det giver dig en større tryghed for, at der ikke kommer for store udsving, kort før du skal til at leve af dine pensionsudbetalinger.
Hvad betyder "renters rente-effekten"?
Renters rente-effekten kan virkelig booste din pensionsopsparing, fordi din opsparing over tid bliver mere og mere værd på grund af de afkast, din opsparing løbende tilføres. Du kan sammenligne renters rente-effekten med en snebold, der triller ned ad en bakke og triller hurtigere og hurtigere i takt med den vokser.