PFA Erhvervsevne
Bliver du syg eller kommer ud for en ulykke og ikke længere kan arbejde, er din erhvervsevne nedsat. Den kan være nedsat lidt eller meget alt efter, hvor alvorligt du er kommet til skade, eller hvor meget du er påvirket af din sygdom. Du kan få udbetaling fra PFA Erhvervsevne, hvis din generelle erhvervsevne - baseret på en lægelig vurdering – har været nedsat med minimum 50 procent i mindst tre måneder, og din indtjening er nedsat med minimum 10 procent.
Du kan få en udbetaling fra PFA Erhvervsevne hver måned, så længe din generelle erhvervsevne og indtjening er nedsat, og indtil du fylder 67 år. Hvis din folkepensionsalder er højere end 67 år, når du bliver syg, vil du få udbetaling, indtil du når denne folkepensionsalder. Udbetalingen udgør det valgte beløb fra gruppeforsikringen samt en eventuel ekstra dækning, du kan have valgt som en del af din pensionsordning.
Forhøjet dækning under ressourceforløb
Din forsikring ved nedsat erhvervsevne er blevet udvidet, så du har mulighed for at få en ekstra udbetaling på 186.564 kr. om året, hvis du modtager ressourceforløbsydelse fra kommunen – uanset hvilken dækning, du har valgt.
Så længe du kan beholde dit job
Hvis din forsikringsordning er oprettet via din arbejdsgiver, vil forsikringen bliver udbetalt til din arbejdsgiver, så længe du stadig er ansat og får udbetalt din hidtidige løn. Fordelen er, at du har bedre mulighed for at beholde dit job, også selv om du er syg i længere tid. Er du ikke længere ansat, udbetales forsikringen naturligvis til dig. Der gælder særlige regler, hvis du er i fleksjob eller under revalidering.
PFA Pension overtager indbetalingen
Hvis du får udbetaling ved nedsat erhvervsevne, overtager PFA indbetalingen til din pensionsordning hos PFA. Hvis du har pensionsopsparing hos anden pensionsleverandør, er det vigtigt, at du selv sikrer dig en tilsvarende dækning.
Skatteregler PFA Erhvervsevne – løbende udbetaling
Indbetaling – hvis du er ansat
Prisen på PFA Erhvervsevne fratrækkes i den samlede pensionsindbetaling, der indbetales via din arbejdsgiver. Der er fradrag for hele prisen, men bemærk, at prisen ikke medregnes i din personlige indkomst. Du skal således heller ikke trække noget fra på selvangivelsen/årsopgørelsen.
Indbetaling – hvis du er freelancer
Prisen på PFA Erhvervsevne er fradragsberettiget i din personlige indkomst og skal trækkes fra på selvangivelsen/årsopgørelsen.
Udbetaling
Udbetaling fra PFA Erhvervsevne sker månedligt og beskattes som personlig indkomst. Der betales ikke arbejdsmarkedsbidrag af udbetalingerne.
PFA Erhvervsevne – engangsudbetaling
Du har mulighed for at købe en ekstra forsikring, som sikrer dig et engangsbeløb, hvis din erhvervsevne bliver varigt nedsat med 2/3 eller mere. Du kan få udbetalingen, hvis du er under 67 år, og din erhvervsevne har været nedsat uafbrudt i 12 måneder. Hvis din folkepensionsalder er højere end 67 år, vil du være dækket, indtil du når din folkepensionsalder. Du kan vælge en dækning på op til 100.000 kr., og hvis du har en pensionsordning i PFA, kan du vælge en dækning op til 400.000 kr.
Udbetalingen udgør den valgte dækning.
Skatteregler PFA Erhvervsevne – engangsudbetaling
Indbetaling – hvis du er ansat
Prisen på PFA Erhvervsevne, engangsudbetaling fratrækkes i den samlede pensionsindbetaling, der indbetales via din arbejdsgiver. Da udbetalingen er skattefri, bliver du beskattet af prisen på forsikringen. Den bliver automatisk indberettet til SKAT, så du skal ikke foretage dig noget i den forbindelse.
Indbetaling – hvis du er freelancer
Prisen på PFA Erhvervsevne, engangsudbetaling er ikke fradragsberettiget, da udbetalingen er skattefri. Den bliver automatisk indberettet til SKAT, så du skal ikke foretage dig noget i forhold til din selvangivelse/årsopgørelse.
Udbetaling
Engangsudbetalingen fra PFA Erhvervsevne er skattefri.