Psykologhjælp

- også akut: ring 70 12 50 00

Din helbredssikring dækker, hvis du har brug for psykologhjælp.

Arbejdsrelaterede trivselsproblemer (fx trussel om vold, mobning og stress)

Psykologhjælp ved arbejdsrelaterede trivselsproblemer kan igangsættes uden lægehenvisning eller lægeanbefaling. Du skal blot kontakte PFA og de vil hjælpe dig videre. Du kan kontakte PFA uden din leders eller Nuuday's involvering. Hvis der er behov for mere end 5 timers psykologhjælp, kræver det lægehenvisning.

Få hurtig hjælp ved symptomer på stress

Du har mulighed for at få hurtig hjælp, hvis du oplever symptomer på stress. Jo hurtigere du kommer i behandling, des større sandsynlighed er der for, at omfanget bliver begrænset. Du behøver derfor ingen lægehenvisning, du skal blot kontakte PFA, så henviser vi dig til en erhvervsrettet psykolog med speciale i stress. Du kan få psykologhjælp, så længe der er et lægefagligt behov for behandling.

Akut krisehjælp (fx voldsomme overfald, drab eller arbejdsulykker)

Akut krisehjælp kan igangsættes uden lægehenvisning eller lægeanbefaling. Du kontakter blot PFA og de vil hjælpe dig videre. Du kan kontakte PFA uden din leders eller Nuuday's involvering. Hvis der er behov for mere end 5 timers psykologhjælp, kræver det en lægehenvisning. PFA vurderer om situationen er akut. Sideløbende med akut krisehjælp visiteres til egen læge i relevante tilfælde.

Private hændelser (fx dødsfald, svær skilsmisse, kritisk sygdom i nærmeste familie)

Der kræves lægehenvisning eller lægeanbefaling. Det vil sige, at din læge har vurderet, at du har et behandlingsbehov for psykologhjælp. PFA skal godkende psykologhjælp.

Kan min leder eller HR ringe på mine vegne?

Du skal selv ringe og få oprettet et forløb. Der er tavshedspligt over for Nuuday.

Undtagelsesvis kan din leder eller HR ringe op på dine vegne. Typisk sidder du ved siden af og telefonen bliver overdraget til dig for videre dialog. Det kan fx være, at du ikke selv er i stand til at ringe på grund af chok eller lignende.

Hvor mange behandlinger kan du få?

Du har mulighed for at få psykologbehandling, så længe der er et lægefagligt behov for behandling.

Hvor hurtigt kan du få en tid hos psykolog?
Arbejdsrelaterede trivselsproblemer

Du vil blive kontaktet af en psykolog inden for 12 timer og der tilbydes konsultation inden for 24 timer herefter.

Akut krisehjælp

Psykologen kan komme ud til det givne sted inden for 4 timer. Akut vagthavende kan komme ud til stedet inden for 2 timer.

Private hændelser

Psykologen ringer dig op inden for 12 timer, og du tilbydes konsultation inden for 24 timer herefter på hverdage, ellers førstkommende hverdag.