Kontrolenhed sparer PFA's kunder for 129 mio. kr.

Pensionsselskabet PFA oprettede i 2012 en særlig kontrolenhed under PFA’s juridiske afdeling, der har til opgave at afsløre det fåtal af kunder, der forsøger at snyde i forbindelse med udbetalinger, typisk invalidepension.

Siden oprettelsen for tre år siden har kontrolenheden dokumenteret snyd i 53 sager. Det har sparet PFA og pensionsselskabets kunder for i alt 129 mio. kr. Disse 53 sager skal holdes op i mod, at PFA i de samme tre år i alt har afgjort over 150.000 sager om udbetaling af invalidepension, kritisk sygdom og helbredssikring.

Siden 2012 har det i syv af de 53 sager været nødvendigt at foretage observation af kunder. Det er helt fast praksis, at kunderne får besked om, at de er blevet observeret, når sagen bliver afsluttet. Det er også sket i de sager, som er afsluttet – der er stadig sager ud af de syv, som endnu ikke er afsluttet. PFA har ikke foretaget observationer i andre end de nævnte sager.

Vi hverken kan eller vil acceptere, at der er kunder, som forsøger at snyde PFA for store millionbeløb

Når der foretages observationer har PFA en klar forudgående procedure, hvor de to ansatte i kontrolenheden, som begge er politiuddannede, skal have godkendt en detaljeret anmodning om observation hos PFA’s juridiske direktør Dorthe Bundgaard. Her tjekkes bl.a. at observationerne sker i fuld overensstemmelse med gældende branchekodeks fastsat af Forsikring & Pension.

”Vi hverken kan eller vil acceptere, at der er kunder, som forsøger at snyde PFA for store millionbeløb i forbindelse med sager om tilkendelse af f.eks. invalidepension. Heldigvis er det uhyre sjældent, at vi må skride så langt som til observation i disse sager. Faktisk er det kun i syv tilfælde i de seneste tre år, hvor vi til sammenligning har afgjort over 150.000 sager om udbetaling af invalidepension, kritisk sygdom og helbredssikring,” siger Dorthe Bundgaard.
Hun forklarer, at det i sidste ende går ud over pensionsselskabets øvrige kunder, når nogen slipper afsted med at snyde.

”Det betyder jo, at priserne for at forsikre sig stiger, når nogle snyder fællesskabet. Det kan ingen være tjent med,” siger Dorthe Bundgaard.