Markedskommentar: Kampen mod F1-Lån virker

I disse dage bliver en stor del af danskernes realkreditlån refinansieret på auktioner, og her er det tydeligt, at mange boligejere søger væk fra de helt kortfristede lån. Det fortæller direktør i PFA Kapitalforvaltning Poul Kobberup, som varetager PFA Pensions obligationsinvesteringer.

”Vi kan se, at der nu er langt mindre interesse for F1-lån ved auktionerne, selvom renten for denne type lån er historisk lav med ned til 0,14 procent. Det er nu under 20 procent af lånene, der bliver taget som F1-lån,” siger Poul Kobberup.

Nationalbanken, regeringen og den finansielle sektor har længe kæmpet imod de kortfristede lån. Og det er lykkedes at få danskerne til at vælge de langfristede realkreditlån i stedet. Det er en fordel på kort sigt for låntagerne og for boligmarkedet som sådan, vurderer Poul Kobberup.

”Regeringen og Finanstilsynet har påvirket prissætningen på en måde, der gør, at kunderne har flyttet sig. Deres mål er opnået, fordi det skaber stabilitet på boligmarkedet de næste par år, at der nu er færre lån, der skal refinansieres hvert år. Risikoen ved refinansiering af lånene er blevet begrænset, fordi låntagningen i dansk realkredit er blevet spredt, så der ikke længere er et massivt udbud af F1-lån i december,” siger Poul Kobberup.

Han peger desuden på, at det populære F1-lån på trods af den lave rente ikke længere er det billigste efter den nye prissætning af realkreditlån.

Regeringen og Finanstilsynet har påvirket prissætningen på en måde, der gør, at kunderne har flyttet sig

”Efter kursskæringen, hvor man lægger 0,3 procent på F1-lånene og kun 0,15 procent på de andre, så bliver det faktisk billigere at tage et F3-lån end et F1-lån. Så man kan sige, at prissætningen har tvunget kunderne til at tage lån med længere frist,” siger Poul Kobberup.

Poul Kobberup vurderer, at de 20 og 30-årige lån fremover vil udgøre 60 procent af de nye udlån. Der er dog langtfra en garanti for, at den nye prissætning bliver sikrere for låntagerne - boligkøberne - i det lange løb, mener direktøren.

”Det er kun fremtiden, der kan vise, om det er mere sikkert at tage F3- og F5-lån. Man har skubbet refinansieringsbyrden, så kunderne er bedre stillet de næste to år, men om tre år, når F3-lånene skal refinansieres, kan det blive en udfordring. Man har desuden pålagt investorerne en større følsomhed over for udsving i renterne, og derfor risikerer de større kortsigtede tab,” siger Poul Kobberup.

Han tilføjer, at lånemarkedet fremover kommer til at minde mere om det, vi havde, før flexlånene kom i 1998.

Udbuddet af F1-lån i december forventes at komme til at beløbe sig til 100-200 mia. kroner. Tidligere var det op mod 500 mia. kroner. Auktionerne over danskernes lån kører til midten af december.