Markedskommentar: USA går stærkt ind i 2015

Der er gode tegn for væksten i den vigtige amerikanske økonomi i 2015, der ventes at være et skridt foran vigtige økonomier som Eurozonen og Japan. Det vurderer seniorstrateg i PFA Pension Rasmus Pilegaard.

”Der er en stærk tro på, at amerikansk økonomi er på vej ind i et selvbærende opsving. De seneste nøgletal viser en robust fremgang på arbejdsmarkedet, og de lave oliepriser vil have en positiv nettoeffekt på amerikansk økonomi. Derfor tyder det på, at 2015 bliver et godt år for amerikansk vækst, og det er godt for økonomien,” siger Rasmus Pilegaard.

De lave oliepriser dæmper inflationen og giver de amerikanske forbrugere flere penge mellem hænderne. Det kommer også til udtryk i pæne stigninger i forbrugertilliden og signalerer at pengene, ligesom tidligere, kanaliseres ud i forbrug til gavn for væksten.

”Det er værd at bemærke, at tidligere var fremgangen i forbrugertilliden primært båret af den mest velhavende halvdel af amerikanerne, som har haft glæde af rekordhøje aktiekurser, mens lavere oliepriser i højere grad kommer alle til gavn,” siger Rasmus Pilegaard og fortsætter:

”I USA anses den faldende inflation som et midlertidigt fænomen og giver ikke anledning til samme bekymring som fx den lave inflation i Europa. Den amerikanske centralbank – Fed – forventer, at inflationen vil blive lav i 2015, men i 2016 og i 2017 vil inflationen igen øges til niveauer tæt på inflationsmålet på 2 pct.,” siger Rasmus Pilegaard.

Efter udmeldingen fra Fed onsdag om, at renteniveauet i USA vil forblive lavt i starten af 2015 og først hæves senere i 2015, er aktiekurserne gennem torsdagen steget på markederne i både USA og i Europa.  Det viser til dels, at den amerikanske økonomi stadig er toneangivende, dels en generel tillid til, at det går fremad i USA.

”Fed’s udmelding har haft en positiv effekt på danske aktier torsdag, som er steget med 2,6 pct. Desuden ser det ud til, at olieprisen har stabiliseret sig nu. Udmeldingen fra Fed har skabt tillid til amerikansk økonomi uden at overraske markederne, og det er der blevet kvitteret for med stigninger på markederne,” siger Rasmus Pilegaard. 

Væksten i den amerikanske økonomi er til dels drevet af lave renter, men i 2015 bliver det tid til at begynde en normalisering af renteniveauet. Det er dog ikke uden risiko for Fed.

”Det er meget vigtigt for Fed, at den kommende rentestigning ikke bliver en hæmsko. Det er derfor, at rentestigningen sandsynligvis vil komme i små trin. Ellers kan det komme til at bremse den økonomiske vækst,” slutter Rasmus Pilegaard.

De gode takter i den amerikanske økonomi bekræftes også af en arbejdsmarkedsrapport i sidste uge, der viste, at der er skabt rekordmange job i USA i 2014. Inflationen i USA er på ca. 1½ pct., og den toneangivende amerikanske rente er på 0,0-0,25 pct. Tidligere på ugen meddelte Fed, at det nuværende renteniveau i hvert fald vil blive holdt til afslutningen af første kvartal 2015. Der har ikke været rentestigninger i USA siden 2006.