Markedskommentar: Jobrapport bekræfter amerikansk opsving

Dagens positive amerikanske jobrapport understreger, at amerikansk økonomi er på vej ind i et solidt selvbærende opsving. Det fortæller seniorstrateg i PFA Pension Rasmus Pilegaard.

”Det amerikanske arbejdsmarked bliver ved med at levere solid fremgang. Man kommer ikke udenom, at mulighederne på jobmarkedet i USA er klart bedre i dag end for nogle år siden, selvom der stadig er kritiske røster, der fremhæver, at mange af de nye job er midlertidige eller deltidsstillinger,” siger Rasmus Pilegaard.

I 2014 blev der i gennemsnit skabt 246.000 nye stillinger per måned og næsten 3 millioner nye stillinger for året som helhed. Det er højeste antal siden 1999. Samtidig er arbejdsløsheden faldet med 1,1 pct. point i 2014 til 5,6%, som er den laveste arbejdsløshed siden 2008.

Dermed er USA’s økonomi efterhånden så stabil, at Den Amerikanske Centralbank (Fed) snart vil begynde at hæve den styrende rente fra de nuværende 0-0,25 pct.

”Den amerikanske centralbank har klart signaleret, at økonomien er robust nok til, at man kan begynde at se enden på de kriserenter der trådte i kraft for 6 år siden. Dagens arbejdsmarkedsrapport bestyrker troen på at opsvinget i USA tager til i fart,” siger Rasmus Pilegaard.

Seniorstrategen forventer dog ikke at dagens tal vil fremskynde centralbankens planer om at hæve renten. Derfor forventer han fortsat, at man vil se den første rentestigning til sommer.

”Jeg tror ikke, at Fed vil risikere at bremse opsvinget. Resultaterne af kommende rentemøder bliver derfor i stigende grad afhængige af udviklingen i de økonomiske nøgletal og reaktionerne fra de finansielle markeder,” siger Rasmus Pilegaard.