Markedskommentar: Rentefesten er langt fra slut

Markedskommentar: Rentefesten er langt fra slut

Selvom de danske renter de seneste dage har været svagt stigende, er der stadig udsigt til en periode med historisk lave renter i Danmark. Det er budskabet fra seniorstrateg i PFA Pension Rasmus Pilegaard.

”Alt i alt er der udsigt til, at danske renter vil forblive historisk lave en rum tid endnu. Nationalbanken er via fastkurspolitikken tvunget til at følge Den Europæiske Centralbanks (ECB) super lempelige pengepolitik. P.t. ser det ud til, at Nationalbanken vil fortsætte med at benytte de velkendte instrumenter i form af rentejusteringer og intervention på valutamarkedet for at stabilisere kronekursen,” fortæller Rasmus Pilegaard og tilføjer, at der er indikationer på, at presset på den danske krone er aftaget lidt.

Forventningerne til ECB’s opkøbsprogram af obligationer har fået renteniveauerne i store dele af eurozonen til at falde over de seneste uger, og det vil understøtte at renterne også forbliver lave i Danmark, mener Rasmus Pilegaard. 

”Der er endnu ingen tegn på, at Nationalbanken vil følge stoppet af salg af statsobligationer op med direkte opkøb af danske obligationer,” siger seniorstrategen.  

Han henviser til, at ECB i marts begynder at rulle sit massive opkøbsprogram af statsobligationer ud, og det vil bidrage til at europæiske renter – herunder de danske - forbliver historisk lave. Opkøbsprogrammet løber mindst frem til september 2016, men kan forlænges, hvis ECB vurderer, at inflationen til den tid stadig er for lav. 

Derfor kan danske boligejere eller folk på udkig efter ny bolig sove trygt om natten indtil videre. 

”Det er godt nyt for boligejerne, som med fordel kan konvertere dyrere lån til en lavere rente eller udskifte variabelt forrentede lån med mere sikre fastforrentede lån,” siger Rasmus Pilegaard.

Renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation steg i går med 2 basispoint.

Men der er altså stadig udsigt til en lang periode med meget lave renter, forsikrer Rasmus Pilegaard.