Markedskommentar: Ingen hurtig Fed-renteforhøjelse i kortene

De amerikanske nøgletal taler for, at den amerikanske centralbank (Fed) vil vente med at hæve den toneangivende amerikanske rente til efteråret. Derfor vil centralbankchef Janet Yellen tage et forsigtigt skridt hen mod en renteforhøjelse ved aftenens pressekonference i FOMC (Federal Open Market Committee). Det vurderer chefstrateg i PFA Pension Henrik Henriksen.

”Jeg synes, Janet Yellen signalerer, at hun vil sløjfe ”patience” i aften. Det betyder dog ikke, at Fed nødvendigvis vil hæve renten til sommer. Der er en del, der taler imod en renteforhøjelse i juni. Forbrugerpriserne er faldene og vil også være det til juni, og dollaren er styrket kraftigt i år, hvilket dæmper væksten fremadrettet. Dertil har de økonomiske nøgletal i år været svagere end sidste år. Hvis man hæver renten til sommer, hvor der er udsigt til faldene forbrugerpriser, vil det historisk være atypisk,” siger Henrik Henriksen.

Centralbankcheferne i Fed har holdt møde i FOMC i går og i dag. I aften giver centralbankens formand, Janet Yellen, en længe ventet pressekonference. Henrik Henriksen lægger vægt på, at det er interessant at se, hvordan Fed tackler det limbo, som den amerikanske økonomi er inde i. På den ene side er der underliggende en pæn fremgang i økonomien, men på den anden side risikerer den stærke dollar og en række skuffende nøgletal at bremse væksten op. 

”Det er interessant at se, hvordan Fed reagerer på den høje dollarkurs og det europæiske opkøbsprogram af obligationer. Sandsynligvis vil Janet Yellen skele til den lave inflation og den kraftige stigning i dollarkursen. Økonomien i USA er relativt god, men spørgsmålet er, om den kan tåle, at Fed skruer renten op i en tid, hvor mange andre store økonomier lemper pengepolitikken,” siger chefstrategen og tilføjer:

”Det store spørgsmål er, om man skal gå direkte i gang hurtigt med afmålte renteforhøjelser, eller om man skal afvente og til gengæld hæve renten hurtigere, når man først er i gang. Det er der uenighed om i Fed.” Han peger samtidig på, at dollaren lige nu ligger 20 pct. over gennemsnittet for de seneste fem år, hvilket på sigt vil lægge en dæmper på det amerikanske opsving.

”Jeg forventer, at Janet Yellen vil gå et stykke for at forhindre, at dollaren styrkes yderligere. Dollarens nuværende styrke vil ifølge OECD’s model trække lidt over én procent ud af væksten det kommende år. Den høje kurs dæmper aktiviteten og trækker inflationen ned, og det er ikke ligefrem noget, der peger i retning af en hurtig rentestigning,” siger Henrik Henriksen. 

I sidste ende er der mange – også politiske faktorer – i spil. Derfor afventer Henrik Henriksen med spænding aftenens møde.

”Der er nok også nogle i Fed, der er blevet fanget af deres egen retorik og derfor er blevet lidt ivrige for at se en rentestigning i en fart. Mit bud er lige nu, at vi formentlig skal vente til september på en rentestigning,” siger Henrik Henriksen.