Markedskommentar: Centralbank viser mod og mandshjerte

Det er positivt, at den amerikanske centralbank Federal Reserve (Fed) i går signalerede, at den sandsynligvis vil hæve den amerikanske rente til efteråret. Hermed har centralbanken handlet ansvarligt, og det er godt for amerikansk økonomi. Det vurderer chefstrateg i PFA Pension Henrik Henriksen.

”Det viser mod og mandshjerte, at Fed tager hensyn til de lidt skuffende nøgletal, den lave inflation og den høje dollarkurs og venter med at sætte renten op. I går signalerede Janet Yellen, at vi skal ind i andet halvår, før vi får en rentestigning. Samtidig signalerede Fed, at man vil hæve renten to gange i år, hvilket er mindre end forventet. Det giver lidt luft til de amerikanske aktier, som ikke har bevæget sig meget siden november,” siger Henrik Henriksen.  

De seneste par måneder har nøgletallene for den amerikanske økonomi været lidt svingende, og den amerikanske centralbankchef Janet Yellen valgte på pressemødet i går aftes dansk tid at hæfte sig ved, at væksten i den amerikanske økonomi er bremset op, og at det derfor endnu er for tidligt at stramme pengepolitikken.

Selvom centralbankchef Janet Yellen fjernede ordet ”patience” (tålmodighed) fra sin vurdering, signalerede hun samtidig, at renteforhøjelserne reelt er udskudt, vurderer Henrik Henriksen.

”Hun signalerede, at hun stadig er parat til at tage sig god tid, og at Fed i høj grad læner sig op af de økonomiske nøgletal. Dermed slutter Fed sig indirekte til koret af centralbanker, som lemper pengepolitikken, og det vil understøtte både aktie- og obligationsmarkederne i de kommende måneder. Fed har tidligere meldt ud, at man hellere vil gå i gang med at hæve renten for sent end for tidligt, og det gælder stadig. Hvis nøgletallene og arbejdsmarkedet ikke viser den ventede styrke i de kommende måneder, skal vi måske endnu længere hen end september, før renten bliver hævet,” siger Henrik Henriksen. 

Han vurderer samtidig, at det kunne blive dyrt for amerikanerne at hæve renten for tidligt. 
”Hvis Janet Yellen havde været utålmodig og presset mere på for en hurtig rentestigning, ville hun kunne blæse både dollaren og renten op. Det er ikke godt for væksten, og det er amerikansk økonomi næppe klar til,” siger chefstrategen.

I øvrigt peger historien på, at selv efter den første renteforhøjelse vil den amerikanske økonomi stadig klare sig fint, pointerer Henrik Henriksen.

”Grundlæggende vil der stadig være økonomisk fremgang i USA efter en renteforhøjelse. Indtjeningen i virksomhederne fortsætter typisk med at stige, og aktiekurserne vil også holde et pænt niveau, men stigningstakten vil blive lavere, fordi der kommer modvind fra stigende renter. Efter en renteforhøjelse er det forbedringer i økonomien og forbedringer i virksomhedernes indtjening, der skal drive fremgangen, frem for en højere pris på aktier,” siger Henrik Henriksen.