Markedskommentar: Amerikansk midtvejsvalg varsler godt for aktiemarkedet

Mens den amerikanske præsident Barack Obama og Det Demokratiske Parti kan se frem til en vælgerlussing i dagens amerikanske midtvejsvalg, kan de amerikanske aktieinvestorer se frem til en god periode på aktiemarkedet

Det fortæller chefstrateg i PFA Pension Henrik Henriksen.

”Det halvår, vi går ind i nu efter midtvejsvalget, er historisk set den bedste halvårsperiode for det amerikanske aktiemarked i en præsidentperiode. Det hænger sammen med, at året før præsidentvalget normalt er et godt år for aktier, og det bliver kickstartet nu med midtvejsvalget,” siger Henrik Henriksen.

Det er på trods af, at amerikansk politik ser ud til at komme ind i en periode, hvor det bliver svært at træffe store politiske beslutninger. Forventningen er, at Det Republikanske Parti får flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet, og med en demokratisk præsident i Det Hvide Hus bliver det svært at nå til enighed om ny lovgivning.

Men det er ikke et stort problem for amerikansk økonomi i den nuværende situation, mener Henrik Henriksen.

”Amerikansk økonomi er et sted, hvor en periode med lav politisk aktivitet ikke er et stort problem. Politikerne behøver ikke sætte en hel masse nyt i gang. Det er i højere grad et spørgsmål om, at det nuværende opsving ikke bremses, og her er centralbankens beslutninger vigtigere end politikernes” siger han.

Samtidig regner chefstrategen ikke med, at hverken Demokraterne eller Republikanerne ønsker at genere vælgerne unødvendigt op til det kommende præsidentvalg.

”Når både Obama og republikanerne kigger frem mod præsidentvalget, så har ingen af dem lyst til at spænde ben for vælgerne. Derfor kommer den finanspolitiske modvind ikke til at stige i det næste år,” siger Henrik Henriksen.

Derfor er der gode tider i sigte for investorer i amerikanske aktier, og det kommer med al sandsynlighed også til at smitte af på aktiemarkeder uden for USA.

”Det er en god nyhed for amerikanske aktier, men det kommer også til at smitte af på de globale aktiemarkeder, så det tegner godt for aktieinvesteringer i de kommende seks til tolv måneder,” fortæller Henrik Henriksen.