Markedskommentar: Europæiske aktier har stadig brug for støtte

Trods pæne stigninger på aktiemarkederne i denne uge, er markederne i Europa og Danmark stadig meget afhængige af de amerikanske nøgletal og en støttepædagog i form af Den Europæiske Centralbank (ECB).

Navnlig i eurozonen er usikkerheden stor, og derfor kan man heller ikke udelukke yderligere uro og kursfald i den kommende tid. Det vurderer chefstrateg i PFA Pension Henrik Henriksen.

”Uroen på de europæiske aktiemarkeder er taget af, og de seneste fire dage har vi også haft pæne stigninger på det danske aktiemarked. Det er godt, men i den nærmeste fremtid må vi vænne os til større usikkerhed og større udsving på de europæiske aktiemarkeder. Der er usikkerhed om fremtiden, fordi de europæiske lande ikke selv kan holde væksten oppe uden hjælp fra ECB og Den Amerikanske Centralbank (Fed). Heldigvis er der tegn på, at ECB ikke har opbrugt alle sine instrumenter endnu,” siger Henrik Henriksen.

Han henviser til, at ECB netop har sendt signaler om, at pengepolitikken kan lempes yderligere, om nødvendigt.

Henrik Henriksen peger samtidig på, at sidste uges blodrøde tal på aktiemarkederne illustrerer, at det er Fed, ECB og de amerikanske nøgletal, der fungerer som brændstof for den europæiske økonomi. Når ECB så svigter, går det ud over aktiemarkederne i Europa.

”En nøgle til markedet er, at Mario Draghi (præsident for ECB red.) stadig er der som støttepædagog for aktiemarkederne i Europa. Markederne kigger lige nu mod USA og mod Draghi, fordi der er tvivl om, hvorvidt den amerikanske økonomi kan trække Europa op alene,” siger Henrik Henriksen.

Chefstrategen vurderer, at Mario Draghi har været en helt afgørende brik bag de seneste års opsving på det europæiske aktiemarked.

”Hvis man piller de dage ud, hvor der har været møder i ECB, så ryger cirka 30 procent af den stigning, der har været på de europæiske aktier siden oktober 2011. Det viser, at Mario Draghi og møderne i ECB har meget stor betydning. Draghi holdt for to uger siden en mindre vellykket pressekonference, og det kan have været årsag til en del af de store kursfald,” siger Henrik Henriksen.

Henrik Henriksen peger på, at den øjeblikkelige stigning på aktiemarkederne - udover de pengepolitiske signaler fra centralbankerne - skyldes pæne nøgletal og regnskaber fra USA samt kompensation for et oversolgt aktiemarked i sidste uge.

”Efter så store fald, som vi har haft, ser man ofte, at markedet hurtigt vender igen, og det sker også nu,” slutter Henrik Henriksen.