PFA's topchef Henrik Heideby forlader PFA ved udgangen af 2014

Efter mere end 13 år som koncernchef i PFA, har Henrik Heideby besluttet sig for at forlade koncernen med henblik på at videreføre og udbygge sin portefølje af bestyrelsesposter samt tilbyde strategisk rådgivning

”Det har været nogle meget spændende og udfordrende år i PFA. Da jeg kom til PFA i efteråret 2001, blev virksomheden, som følge af terrorangrebet i USA den 11. september, hårdt ramt økonomisk. Det lykkedes at ride stormen af, og i dag er PFA klart markedsledende inden for liv- og pensionsmarkedet”, udtaler Henrik Heideby.” Vi har i dag en koncern med en basiskapital på mere end 28 mia. kr. og en balance på næsten 425 mia. kr.”, tilføjer han.

”I næsten 30 år har jeg beskæftiget mig med bestyrelsesarbejde inden for mange forskellige brancher, fra entreprenørområdet til medicinsk udstyr. Og jeg har mulighed for at udbygge min nuværende portefølje de kommende år. Det er dog ikke foreneligt med jobbet som topchef, hvorfor jeg har valgt at ændre karriere ved årsskiftet efter aftale med formanden”, fremhæver Henrik Heideby.

PFA’s bestyrelsesformand, Svend Askær udtaler:” Det har været en fantastisk flot rejse for PFA med Henrik ved roret, og han har været helt afgørende for den succes, vi har opnået de seneste 10 år. Vi er selvsagt kede af at miste ham, men forstår også hans valg, idet Henrik har rigtig mange kompetencer, der bestemt vil kunne anvendes ved et bestyrelsesbord. Bestyrelsen har på baggrund heraf igangsat en proces med at finde Henrik Heidebys afløser, og vi forventer at have denne på plads inden årets udgang.”

 

Henvendelse, bestyrelsesformand Svend Askær, tlf. 39 20 12 28

Henvendelse, koncernchef Henrik Heideby, tlf. 39 17 50 01