PFA forventer at alle skatterabatter er klaret i 2014

Landets største kommercielle pensionsselskab PFA forventer, at alle kunder, der ønsker at gøre brug af muligheden for en skatterabat, ved at omlægge deres kapitalpension til en aldersopsparing, vil gøre det i det vindue, som er åbent netop nu og frem til den 20. oktober.

Sådan forklarer koncerndirektør Jon Johnsen fra PFA i forbindelse med, at regeringen har bebudet, at danskerne får ét år ekstra med skatterabat, når de omlægger deres kapitalpension til en aldersopsparing – altså at den nuværende ordning, der udløber med udgangen af 2014, forlænges til også at gælde hele 2015.

”Vi har sendt 62.000 breve direkte til de kunder, for hvem det kan betale sig at omlægge til aldersopsparing. Disse kunder er i brevet blevet gjort bekendt med det vindue, vi har åbnet fra 1. oktober til 20. oktober. Jeg forventer, at de kunder, der ønsker at omlægge til aldersopsparing, vil få gjort det i den periode. Men det er klart, at med regeringens forlængelse, så er der nu åbnet mulighed for, at vi kan køre en ekstra runde i 2015,” siger Jon Johnsen.

Han forklarer, at PFA vil tage endelig stilling til det spørgsmål, når den 20. oktober er passeret, og pensionsselskabet har opgjort, hvor stor en del af de 62.000 kunder, der har omlagt til aldersopsparing.

”Vi vil vurdere på det tidspunkt, om der er behov for at åbne et vindue igen i 2015. Men det er vigtigt at påpege, at det er en både kompliceret og udgiftstung operation. Så vi håber, at vi får håndteret alle i det nuværende vindue. Derfor vil jeg også gerne opfordre de 62.000 PFA-kunder, som vi har anbefalet at omlægge til aldersopsparing, at de gør det i dette åbne vindue og ikke venter,” siger Jon Johnsen.