Markedskommentar: Europa afhængig af gode jobtal fra USA

Når den amerikanske jobrapport offentligøres i eftermiddag, er det formentlig med noget pænere jobtal, end de meget skuffende tal for august. Det vurderer chefstrateg i PFA Pension Henrik Henriksen.

USA er lokomotiv for den globale økonomi i øjeblikket, og det er derfor vigtigt for Europa, at de amerikanske jobtal er bedre end sidst, forklarer chefstrategen. 

”Betydningen af de amerikanske jobtal er stor i øjeblikket – større end sidst – og forventningen er, at tallene vil bekræfte opsvinget i amerikansk økonomi. Der er kommet en forundersøgelse af det private jobmarked her i onsdags, og der var tallene pæne,” siger Henrik Henriksen.  

Han henviser til ADP-rapporten som viste positive tegn for jobskabelsen i USA. Dette ventes at smitte af på den toneangivende amerikanske jobrapport. 

”Europa vil kigge meget på de amerikanske jobtal i den nuværende situation. Europa er ikke i stand til at trække sig selv for øjeblikket, og er meget afhængig af USA. Gode jobtal fra USA vil faktisk være en bedre nyhed for Europa end USA, fordi det kan styrke dollaren og vil signalere, at USA stadig har en førerrolle i den globale økonomi,” siger Henrik Henriksen. 

”Væksten i Europa er svag, og Europa ser ud til selv at have svært ved at skabe job. Derfor er det vigtigt, at de amerikanske jobtal bliver stærkere denne gang, og det vurderer vi også vil ske,” siger Henrik Henriksen.

De amerikanske jobtal bliver offentliggjort klokken 14.30 dansk tid i dag.