PFA henter ny koncerndirektør i Danske bank

Danmarks største kommercielle pensionsselskab PFA henter 44-årige Anders Damgaard fra Danske Bank som ny koncerndirektør og medlem af PFA’s koncernledelse. Anders Damgaard tiltræder 1. januar 2015 og får ansvar for investering og risikostyring (CIO).

 Foto: Jakob Dall

Det nye medlem af koncernledelsen i PFA kommer fra en stilling som vicedirektør og Global Head of Corporate and Institutional Banking i Danske Bank. Sammen med sine 200 medarbejdere har Anders Damgaard siddet med ansvaret for Danske Banks største erhvervskunder samt bankens finansielle og institutionelle kunder og modparter.

Koncernchef og CEO i PFA Henrik Heideby er både glad og stolt over, at det er lykkedes at tiltrække en kapacitet som Anders Damgaard til PFA.

”Med Anders Damgaard får vi en person, der har bred erfaring med ledelse, bankdrift, investering, finansielle produkter, risiko, kunder, salg og strategisk rådgivning. Dermed står vi endnu stærkere rustet til den benhårde konkurrencesituation, der er på pensionsmarkedet,” siger Henrik Heideby.

Anders Damgaard har arbejdet i Danske Bank siden 2001, det meste af tiden i Danske Markets. Desuden har PFA’s kommende koncerndirektør en solid akademisk baggrund. Fra 1998 til 2001 var han adjunkt i Finansiering på Odense Universitet, hvorfra han i 1998 erhvervede en Ph.D. grad. Derudover er Anders Damgaard cand.scient oecon fra Aarhus Universitet fra 1995.

Og for den nye koncerndirektør er jobbet i PFA en drøm, der går i opfyldelse.

”Dette er for mig et drømmejob. Der skulle noget meget specielt til, før jeg var parat til at skifte fra mit nuværende spændende job i Danske Bank – og det er netop hvad der er sket,” siger Anders Damgaard.

Han forklarer, at han anser pensionsområdet for at være særligt vigtigt.

”Jeg har igennem mine 14 år i banken haft tæt berøring med nordiske institutioner og erhvervsvirksomheder på rigtig mange områder. Jeg har altid syntes, at pensionsselskaber har en central rolle i samfundet. Specielt har investerings- og risikosiden helt tilbage fra min studietid ligget mit hjerte nært. Da jeg blev tilbudt muligheden for at blive koncerndirektør og CIO i PFA, nåede jeg hurtigt frem til, at det var en fantastisk og enestående mulighed jeg måtte gribe,” fortæller Anders Damgaard.

Og han er helt klar over, at PFA’s succes de seneste år forpligter.  

”PFA er i mine øjne Danmarks mest spændende pensionsselskab, blandt andet fordi det er stort, uafhængigt og konkurrerer på kommercielle vilkår. Det stiller høje krav til service, produkter, kommunikation og ikke mindst investeringsafkastet, hvilke PFA tydeligvis har kunne leve op til gennem de seneste mange år. Fra sidelinjen har jeg fulgt PFA’s spændende og imponerende udvikling, som jeg nu glæder mig vildt til at blive en del af,” siger den kommende koncerndirektør, som sammen med de to nuværende koncerndirektører, Lars Ellehave-Andersen og Jon Johnsen, og koncernchef og CEO Henrik Heideby vil komme til at udgøre den fremtidige koncernledelse i PFA.