Markedskommentar: Bedste amerikanske regnskaber i tre år

Den netop overståede amerikanske regnskabssæson har været den bedste i flere år. Både omsætning og overskud har overrasket positivt i langt de fleste virksomheder. Det fortæller chefstrateg i PFA Pension Henrik Henriksen.

”Det har været klart bedre end ventet. Omkring tre fjerdedele af virksomhederne er kommet med bedre resultater end man forventede, og to tredjedele har bedre omsætning end ventet. Samlet set er det den bedste sæson i tre år,” siger Henrik Henriksen.

Han fortæller, at det især er virksomhedernes effektivitet, som belønner sig i regnskaberne.

”De amerikanske virksomheder har været meget effektive og skåret omkostningerne ned. De er dygtige til at omdanne en stor del af omsætningen til overskud. Og så ser vi en væsentlig fremgang i den amerikanske økonomi, som også hjælper virksomhederne på vej,” fortæller chefstrategen, og fremhæver især den amerikanske finanssektor som en positiv overraskelse.

”Når finanssektoren gør det bedre end forventet, så er det udtryk for, at der er kommet gang i udlånene i USA. Samtidig er antallet af lån, der ikke bliver tilbagebetalt, faldende. Så i det hele taget har amerikanernes privatøkonomi det bedre,” siger Henrik Henriksen.

Alligevel er der ikke grund til den store jubel, hvis man har investeret i amerikanske aktier.

”Aktiemarkedet har ikke rigtig kvitteret for de gode regnskaber. Det skyldes den konflikt, der udspiller sig mellem Rusland og Vesten, for selvom det amerikanske marked kun bliver mildt ramt af situationen, så planter det alligevel noget nervøsitet blandt investorerne,” siger Henrik Henriksen.