Markedskommentar: Russisk konflikt udvikler sig næppe til lang aktienedtur

De voldsomme kursfald på aktiemarkederne er en midlertidig reaktion på konflikten mellem Rusland og den vestlige verden. Sådan lyder det fra chefstrateg i PFA Pension Henrik Henriksen, der ikke mener, at det er starten på en større nedtur på aktiemarkederne.

”Vi ser faldene som en korrektion snarere end en ny nedtur. Verdens to vigtigste økonomier, den amerikanske og kinesiske, har vist en stigende formkurve henover sommeren, og de bliver kun i beskeden grad negativt påvirket af det der sker omkring Rusland,” siger Henrik Henriksen.

Det ledende danske C20-indeks lå først på formiddagen til et fald på 3,2 pct., men har siden rettet til sig lidt op til et fald på 2,2 pct. Faldet skyldes først og fremmest de gensidige sanktioner mellem Rusland og den vestlige verden, som rammer den europæiske eksport til Rusland hårdt.

En optrapning af konflikten med flere sanktioner til følge kan betyde flere og større fald på de europæiske aktiemarkeder. Henrik Henriksen tror dog, at det er for dyrt for både de europæiske og russiske politikere at lade konflikten udvikle sig.

”Det er næppe i hverken Ruslands eller Europas interesse. Russisk økonomi rammes i forvejen hårdest af konflikten, og i Europa har vi været gennem to hårde recessioner, og de hårdt prøvede sydeuropæere har ikke appetit på en ny krise,” siger chefstrategen.

Han råder alligevel aktieinvestorerne til at holde godt øje med, hvad der sker i den politiske konflikt mellem den vestlige verden og Rusland i den kommende tid.

”Udviklingen i konflikten med Rusland er nøglen til aktiemarkedernes retning, og indtil nu har den udviklet sig værre end de fleste havde forventet,” siger han.