PFA vinder pris for Pensionstallet

I går aftes kunne PFA Pension sammen med reklamebureauet Umwelt glæde sig over at løbe med Direct Marketing-prisen 2014 for den bedste kampagne rettet mod private forbrugere.

Det er PFA’s værktøj Pensionstallet, som indbragte hæderen ved prisuddeleingen i Tivoli Congress Center. Og Pensionstallet fik rigtig pæne ord med på vejen fra juryen.

”Pensionstallet arbejder imod strømmen og formår at involvere rigtig mange mennesker i et vanskeligt emne, som traditionelt er lavinteresse, men som med et sikkert greb vendes til noget, der giver værdi for den enkelte,” lød det bl.a. i juryens begrundelse for at tildele PFA prisen.

Det er Post Danmark, der står bag prisen, og hos PFA Pension er der stolthed over at være udpeget som vinder blandt de ti nominerede i kategorien.

”Hele tanken med Pensionstallet er netop at gøre pension vedkommende og til at forstå for kunderne. Det, synes vi selv, er lykkedes, og det er naturligvis et stort skulderklap for os at modtage prisen som en yderligere bekræftelse af, at vi har ramt noget helt rigtigt med Pensionstallet,” siger koncerndirektør i PFA Pension Lars Ellehave-Andersen.