PFA opnår investeringsafkast på 12,2 mia. kr. i årets første tre måneder

PFA har netop offentliggjort regnskabsmeddelelsen for 1. kvartal 2014. Det viser et samlet investeringsafkast på 12,2 mia. kr. i årets første tre måneder.

”PFA er en særdeles aktiv investor, og det er tilfredsstillende, at vi opnåede et afkast på 12,2 mia. kr. mod 3,1 mia. kr. i samme periode sidste år. Det styrker PFA og dermed kunderne. Udover gevinster på aktie- og obligationsmarkederne, samt renteafdækning har vi i perioden investeret direkte i virksomheder, investeringsselskaber og ejendomme,” siger CEO og koncernchef i PFA, Henrik Heideby.

Han fortæller, at investeringsafkastet er blandt de bedste i markedet. ”Pakker vi investeringsafkastet ud fordelt på markedsrente og gennemsnitsrente, har PFA skabt et afkast på 2,8 pct. til vores markedsrentekunder, og det gælder alle kunder uanset risiko, og på 4,0 pct. i gennemsnitsrente. Det er blandt de bedste i markedet,” siger Henrik Heideby.