PFA satser millioner på mindre virksomheder

Landets største kommercielle pensionskasse PFA er nu klar til at investere mio. af kr. i mindre og mellemstore danske virksomheder. Sådan lyder det fra pensionsselskabets øverste chef, Henrik Heideby.

”Vi har længe haft et ønske om i stigende grad at bakke op om de mindre og mellemstore virksomheder og dermed de tusindvis af danske arbejdspladser, der er i den del af dansk erhvervsliv,” siger Henrik Heideby.

Derfor har PFA netop besluttet at øge ejerandelen i selskabet Kirk & Thorsen Invest A/S, som har specialiseret sig i at investere i de mindre virksomheder. Hidtil har PFA siddet på 16 pct. af aktierne i selskabet, den ejerandel øges nu til over 30 pct. samtidig med, at pensionsselskabet samtidig stiller en lånefacilitet til rådighed for Kirk & Thorsen Invest.

Henrik Heideby forklarer, at det er meget bevidst, at PFA nu vil investere i de mindre og mellemstore virksomheder via et medejerskab af et investeringsselskab som Kirk & Thorsen Invest.

”Vi har ikke internt i PFA set up’et til at screene markedet for, hvilke af disse mindre virksomheder, der har det nødvendige potentiale. Desuden kræver den slags investeringer ofte, at man som investor kan yde konkret ledelsesmæssig og økonomisk rådgivning til de pågældende virksomheder. PFA har heller ikke set up’et til at agere virksomhedsdoktor. Men ved at gå ind i et selskab som Kirk & Thorsen Invest får vi nogle partnere, som i den grad kan den metier. På den måde bliver det en win-win situation,” siger Henrik Heideby.

Han understreger, at PFA’s ønske om i stigende grad at bakke op om de mindre og mellemstore virksomheder ikke er drevet af idealisme.

”Vores fornemste opgave er jo uanset hvad, at skaffe vores pensionskunder det bedst mulige afkast. Derfor må den slags investeringer her ikke ske på bekostning af kunderne. Vi er ikke filantroper, vi skal investere i de selskaber, hvor vi tror på, at der er et godt afkast – uanset virksomhedens størrelse,” siger Henrik Heideby.

Han sidder allerede nu i Kirk & Thorsens Invests bestyrelse. En post som gør det muligt for Henrik Heideby at drage erfaringer, som PFA kan nyde godt af senere.

”Vi vil meget gerne lave tilsvarende investeringer i andre investeringsselskaber, når vi får denne model prøvet af hos Kirk & Thorsen Invest. Vi ønsker at kunne bakke op om dansk erhvervsliv og dermed danske arbejdspladser. Og med denne model tror jeg, at vi som en meget stor institutionel investor også vil få en mulighed for at arbejde med projekter, som er så små, at vi normalt ville afholde os fra det,” siger Henrik Heideby.

Udover PFA’s ejerandel på nu over 30 pct. ejes Kirk & Thorsen Invest af Casper Kirk Johansen og Peter Thorsen, der tidligere har været topchef for Louis Poulsen.

Henrik Heideby lægger ikke skjul på, at netop de to medejere af selskabet spiller en helt central rolle for, at PFA nu øger ejerandelen.

”Det her handler meget om mennesker. Casper Kirk Johansen og Peter Thorsen har gennem de seneste år bevist, at de virkelig både kan det her og brænder for det. Og det er to helt afgørende faktorer,” siger Henrik Heideby.

Han forklarer, at PFA på nuværende tidspunkt også har investeret i Erhvervsinvest og SE Blue Equity, som ligeledes har til formål at støtte op om små og mellemstore virksomheder i Danmark.

”Men det er som sagt et område, vi gerne vil styrke os i. Og derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu kommer til at stå endnu stærkere i Kirk & Thorsen Invest, så vi kan høste endnu flere erfaringer inden for dette område,” siger Henrik Heideby.

Fakta:

Her kan du se, hvor Erhvervsinvest, SE Blue Equity og Kirk & Thorsen Invest har investeret:

 

Erhvervsinvest:

Riegens

Mejerigaarden

Epoke

Tresu

Damolin

Pro Design International

Scanbur

 

SE Blue Equity:

EMT Nordic

Roll-o-matic

Eltronic

 

Kirk & Thorsen Invest:

Aalborg Energie Technik

Biblioteksmedier

Dencon Foods

Solutors

Hanstholm Elektronik

Højer og Vendelbo

Lesni

Milton Megatherm

MFF

PFP

Rotationen, Nykøbing F.

Scan Auto & Dybbroe

Careitec

Jimco

Flex Modul

Viborg Storcenter

KTVN