Markedskommentar: Tøbrud for opkøb og fusioner i sigte

Efter lang tids dødvande er der nu udsigt til en fremgang i antallet af virksomhedsopkøb og fusioner. Mildere vinde blæser over de finansielle markeder, og det bør gøre mange virksomheder sultne på nye eventyr. Det mener PFA’s chefstrateg Henrik Henriksen.

”Betingelserne for flere fusioner og overtagelser er i stigende grad til stede. Det globale opsving er ved at få godt fat, især nu hvor vi også ser vækst i eurozonen. Samtidig har virksomhederne meget store beholdninger af likvider, og det er blevet nemmere at låne penge,” siger Henrik Henriksen.

Opkøb og fusioner er en af drivkræfterne i et positivt aktiemarked, og derfor vil en stigning være et signal om, at den gode stemning på markederne har bidt sig fast. Men hverken i USA eller Europa har de stigende aktiekurser indtil nu været ledsaget af en voldsom lyst til at købe op eller fusionere.

”Ser man på aktieopturene de seneste 30 år, har de alle været ledsaget af en kraftig stigning i opkøb og fusioner, men den her aktieoptur har foreløbig været anderledes, forklarer Henrik Henriksen.

”I USA har der været en moderat stigning i fusioner og opkøb siden finanskrisen, men den ligger fortsat langt under det normale niveau, og i Europa er aktiviteten tæt på det laveste i 30 år,” siger han.

Det skyldes, ifølge Henrik Henriksen, at finanskrisens ulykker stadig spøger i baghovedet hos mange beslutningstagere.

”Jeg tror mange virksomhedsledere lider af et gældstraume efter finanskrisen. Under krisen har der skullet træffes en del ubehagelige beslutninger i mange virksomheder, og det sidder stadig i sindet hos mange beslutningstagere,” fortæller chefstrategen.

Men de forbedrede vækstindikatorer gør nu, at mange virksomheder vejrer morgenluft, og det giver grund til at tro på et tøbrud indenfor fusioner og opkøb i takt med, at økonomien fortsat bliver stimuleret i både USA og Europa.

”Tilliden til fremtiden er nu stigende i virksomhederne. De lave renter har stimuleret forbrug, beskæftigelse og boligmarkedet i USA, og der er en bred fremgang i vækstindikatorerne i den modne verden efter at landene i Europa er kommet ud af recession,” siger han.