PFA ansætter ny ejendomsdirektør

PFA har ansat Michael Bruhn som ny direktør for PFA Ejendomme A/S og PFA Invest International A/S. Han er uddannet cand.merc.aud. og statsautoriseret ejendomsmægler. Han starter i PFA 1. marts 2013.

Michael Bruhn bliver ansvarlig for at udvikle og eksekvere PFA’s investeringsstrategi på ejendomsområdet og sikre fortsættelsen af de gode afkast fra ejendomsinvesteringerne, PFA har opnået de seneste år. Markedsværdien af PFA’s samlede ejendomme og ejendomsfonde i ind- og udland udgjorde 15,9 mia. kr. ved udgangen af 2012.

Michael var fra 2004 og frem til 2012 partner i og direktør for den nordiske del af Valad Property Group. Han opbyggede virksomheden i Norden med 6 kontorer og 50 medarbejdere og med en samlet portefølje på ca. 14,5 mia. fordelt på ca. 370 ejendomme. I forbindelse med kapitalfonden Blackstones køb af Valad i 2011 skiftede han den 1/7 2012 position til bestyrelsesformand for den nordiske del.

Michael har arbejdet med ejendomme og ejendomsinvesteringer siden 1987. Han var direktør i Mäckler koncernen fra 1987-91 og rådgiver i Baltica Bank fra 1991-93, hvorefter han arbejdede 8 år som selvstændig indenfor ejendomssektoren med rådgivning, mæglervirksomhed, ejendomsadministration og teknisk assistance. Fra 2001-2004 var han seniorpartner i DTZ Danmark, hvorefter han skiftede til Valad.