HK sælger ejendom til PFA for halv milliard

HK har solgt sit forbundshus i Weidekampsgade i København til PFA Ejendomme for 515 mio. kr.

HK byggede for ti år siden nyt forbundshus på Amager. Forbundet har nu solgt ejendommen til PFA Ejendomme.

”Vi er generelt ikke tilhængere af at binde vores aktiver i mursten. Vi har nu mulighed for at sælge ejendommen til en god pris, og handlen er til økonomisk fordel for HK og dermed for HK’s medlemmer”, siger Kim Simonsen, formand for HK, der netop har fået godkendt ejendomshandlen i HK’s hovedbestyrelse. HK har tjent omkring 175 mio. kr. på ejendommen.

For PFA Ejendomme er der ligeledes stor tilfredshed med handlen.

”Ejendommen passer godt ind i vores ejendomsportefølje af velholdte, nyere kontorejendomme med god beliggenhed. Samtidigt er ejendommen i sin helhed udlejet til HK på en 12-årig lejekontrakt. Ejendommen har et startafkast på godt 5 procent, og vi ser det som en god ejendomsinvestering”, siger Michael Willumsen, direktør for PFA Ejendomme.

HK bliver boende i ejendommen som lejer.

”Huset er et fortræffeligt hus for os, så vi ser ingen grund til at flytte. Vi sælger ikke, fordi ejendommen ikke er den rigtige for os, men fordi det er en god handel”, siger Kim Simonsen, der kan glæde sig over, at det har været en god investering for HK at opføre ejendommen.

Ejendommen på Weidekampsgade 8, 2300 København S er på 20.000 kvadratmeter og opført i 2002. Ejendommen ligger ca. 500 meter fra Rådhuspladen og Hovedbanegården. Der er få hundrede meter til Islands Brygge Metro og godt 10 minutters kørsel til lufthavnen. Ejendommen ligger i et attraktivt område med andre nye kontorejendomme.