Markedskommentar: Positivt kongetal på trapperne

Der er grund til forsigtig optimisme forud for dagens afgørende nøgletal fra USA. Hvis dagens tal for antallet af nye job i maj lever op til forventningerne, vil det bekræfte det moderate økonomiske opsving. Tallet er tilmed meget afgørende for, hvornår den amerikanske centralbank hæver renten. Det vurderer seniorstrateg i PFA Pension Rasmus Pilegaard.

”Dagens rapport ventes at vise en fortsat fremgang på arbejdsmarkedet, som er forenelig med en moderat vækst i økonomien. I onsdags fik vi en forsmag på temperaturen på arbejdsmarkedet, da ADP-rapporten viste pæn fremgang i den private beskæftigelse på linje med forventningerne. Jeg forventer, at arbejdsmarkedsrapporten bekræfter den udvikling,” siger Rasmus Pilegaard.  

Han tilføjer, at arbejdsmarkedsrapporten – udover det såkaldte jobtal - indeholder en masse information om situationen på det amerikanske arbejdsmarked samt husholdningernes indkomst, og derfor siger meget om verdens største økonomi. De seneste rapporter har dog skuffet i forhold til den positive udvikling i 2014. Af samme årsag er den amerikanske centralbank (Fed) afventende i forhold til den varslede rentestigning. En god jobrapport, der viser fremgang i beskæftigelsen, kan rykke rentestigningen tættere på, vurderer seniorstrategen.

”Fed’s pengepolitiske beslutninger er p.t. mere dataafhængige end set siden finanskrisen. Derfor kigger de meget på de nøgletal, der kommer fra den amerikanske arbejdsmarkedsrapport. En stærk rapport kan bidrage til at bekræfte, at økonomien er på vej op i gear, hvilket alt andet lige vil øge sandsynligheden for, at Fed begynder at hæve renterne i år,” konstaterer seniorstrategen.

Han tilføjer, at der også er risici forbundet med at hæve renten, fordi flere andre store centralbanker lemper pengepolitikken. Hvis Fed fejler og hæver renten for tidligt eller for meget, kan det give fald i markederne. 

Lønninger spiller nøglerolle

Arbejdsmarkedsrapporten indeholder også nye tal for udviklingen i de amerikanske lønninger. Og netop lønudviklingen er det denne gang værd at holde særligt øje med, vurderer Rasmus Pilegaard.

”Lønudviklingen har været svagere i det igangværende opsving end i tidligere opsving, hvilket har givet Fed mere tid til at holde renterne lave. Men arbejdsløsheden er faldet 0,9 procentpoint over det seneste år til 5,6 %, og begyndende flaskehalse i visse sektorer og jobfunktioner forventes snart at vise sig i de nationale data. Derfor er det helt essentielt at holde et vågent øje med lønudviklingen i dagens arbejdsmarkedsrapport,” slutter Rasmus Pilegaard.

Den månedlige amerikanske arbejdsmarkedsrapport hører til blandt de mest indflydelsesrige nøgletal og følges tæt i markedet. Derfor kaldes den ofte kongen af nøgletal.