Markedskommentar: Stadig lang vej til græsk redning

På trods af at Grækenland nærmer sig en aftale med landets kreditorer, er der stadig lang vej før de kriseramte grækere er endeligt reddet fra en truende statsbankerot og exit fra eurosamarbejdet. Det fortæller seniorstrateg i PFA Pension Rasmus Pilegaard.

Mandag aften antydede EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker, at man nærmer sig en aftale med den græske regering. I første omgang er det et positivt tegn, men det er fortsat usikkert, om det vil lykkes den græske premierminister Alexis Tsipras at få trumfet en eventuel aftale igennem i det græske parlament.

”Der er nogle knaster, som Tsipras skal have høvlet af, og det bliver ikke med den lille høvl, det bliver med motorsaven. Det reformforslag, der nødvendigvis skal godkendes hjemme i Grækenland, er ikke regeringspartiet Syrizas politik. Det er i høj grad kreditorernes politik, han skal have overbevist politikerne derhjemme om, og det er ikke umiddelbart noget, de har lyst til at gennemføre,” siger Rasmus Pilegaard.

Dermed er der udsigt til et højspændt politisk drama i Grækenland, efter der forhåbentlig er landet en aftale mellem Alexis Tsipras og de tre institutioner Den Internationale Valutafond (IMF), Den Europæiske Centralbank og EU-Kommissionen.

”Græsk politik er bl.a. sammensat af politikere fra de mere ekstreme fløje, som har meget lidt politisk erfaring, men som har nogle stærke holdninger til en række specifikke punkter. Det her kommer til at gå stik imod det, de gerne vil, så det er ikke sikkert, at det bare er stemmekvæg, som Tsipras kan kommandere rundt med,” fortæller seniorstrategen.

På den korte bane mener Rasmus Pilegaard dog, at der er grund til lettelse og optimisme på investeringsmarkederne, da signalerne fra bl.a. Jean-Claude Juncker tyder på, at den første sten er lagt på vejen til en græsk gældsaftale.

”Der er grund til lettelse her til morgen, fordi der ser ud til at være potentiale for en aftale, der vil være god for alle parter – også Grækenland. Det kraftige hop på over 3 pct. i de europæiske aktiekurser i går viser også, at det her har lettet på den trykkede stemning på markederne,” siger Rasmus Pilegaard og fortsætter:

”Det viser, at når der bliver landet en endelig aftale, så er der et pænt positivt potentiale i markedet.”